x

Hiphop-legenderne Geto Boys udgiver første album i 10 år

Hiphop-legenderne Geto Boys udgiver første album i 10 år

Hiphop-veteranerne fra Geto Boys har offentliggjort, at de er i gang med deres første udspil, siden "The Foundation" udkom i 2005. Pladen får titlen "Habeas Corpus", og skal finansieres igennem crowdfunding. 

Geto Boys blev dannet i Houston tilbage i 1986, og var ude med deres debutplade "Making Trouble" i 1988, som ikke fik meget opmærksomhed. Det var dog først i 1991, at de virkelig slog igennem med hittet "Mind Playing Tricks on Me" og cementerede deres navn i hiphop-industrien. Det er i gennem tiden blevet til syv studieplader, et par opsamlingsplader og singler, men nu går de så i studiet endnu en gang, hvis de får indsamlet de fornødne midler.

Om planerne fortæller gruppemedlemmet Willie D til Rolling Stone:

"Jeg ville gerne tage æren, men det er i virkeligheden fansene, der gjorde det muligt (...) Det er svært for os alle at være på samme side, fordi vi altid har gang i vores egne ting. Vi er tre totalt forskellige mennesker. Vi voksede ikke op sammen. Vi er ikke i familie med hinanden. Vi gik ikke på den samme skole, og vi voksede ikke op i det samme boligkvarter. Det eneste, vi har til fælles, er at være i samme gruppe."

Rapperen fortæller samtidig, at de har øvet sammen over telefonen, men at det har været ret besværligt på grund af den anspændte stemning imellem de tre rappere:

"Vi fucking hader hinanden, mand (...) Det er sådan 'Motherfucker, jeg vil ikke en gang være på samme scene som dig. Kan vi sætte tre scener op? Jeg rapper mine vers, og du rapper dine'", griner han og fortsætter: "Geto Boys, mand. Vi er den familie, der ikke kan holde ud at være sammen, men elsker hinanden. Det er os. Familie er familie, mand."

På trods af den indbyrdes beef er gruppen lige nu på deres "Office Space Tour", der er opkaldt efter 1999-komedien, der havde deres hits "Damn It Feels Good to Be a Gangsta" og "Still" på soundtracket. Efter turnéen er overstået går de så i gang med at indspille deres ottende plade, der vil have blandet andet Mike Dean, Tone Capone, N.O. Joe og Ice Cube på pladen. Ud over pladen kommer der også dvd og en bog med Geto Boys-covere.

For at tiltrække potentielle bidragydere tilbyder gruppen også en række gaver, blandt andet downloads og bandmerchandise til de mindre bidrag, og smider du 10.000 dollars, kan du få din helt egen Geto Boys-ligkiste med særlige broderede puder og autografer.

Giv et bidrag her og giv et lyt til "G-Code" fra deres seneste studieplade "The Foundtation":

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA