Nyhed

Apple vil ikke betale for lang, gratis prøveperiode af Apple Music

Apple og musikselskaber var i heftige forhandlinger op til annonceringen af Apple Music

Streamingtjenester er det nye sort, også hos giganten Apple. Den 30. juni går Apple Music nemlig i luften, men forhandlingerne med musikselskaberne op til annonceringen var heftige - grundet Apples ønske om en lang, gratis prøveperiode for nye brugere.

Apple giver nemlig intet mindre end tre måneders gratis prøvetid, men de vil ikke betale musikselskaberne i den periode - dén regning skal musikselskaberne selv stå for. Det har musikselskaberne naturligvis ikke været helt enig i, men efter lange forhandlinger de to parter imellem kort før annonceringen af Apple Music blev det afgjort, at musikselskaberne selv skal betale gildet og levere musik kvit og frit.

Når de tre måneders gratis prøvetid er slut, skal brugerne af Apple Music betale et abonnement svarende til 10 dollars om måneden. I lande uden for USA modtager de tilknyttede musikselskaber 73 procent af abonnementet, mens Apple selv får 27 procent af kagen. Musikselskaberne i USA vil modtage 71,5 procent af abonnementet. Denne procentmæssige fordeling kan man også se hos mange andre streamingtjenester, for eksempel Spotify.


Tre måneders prøveperiode er dog ret ekstraordinært i streaming-verdenen, idet standarden her kun er én måneds prøvetid. Den amerikanske udgave af Spotify giver dog nye kunder tilbud om et abonnement på tre måneder for den beskedne sum af en enkelt dollar. Tidligere på året kom det frem, at Apple på et tidspunkt forsøgte at presse musikselskaberne til at fjerne gratis musik fra Spotify, der som bekendt har kæmpe succes med en reklamefinansieret gratis version. 

 

ANNONCE