Nyhed

Ny video: Beirut spiller på stinkdyr

Det amerikanske indieband blæser i baguette og stinkdyr i den syrede video til den nye single No No No

Beiruts Zach Condon kom tidligere på måneden ud med den nye single "No No No" fra det kommende femte album, og nu er der så kommet en noget syret musikvideo til nummeret, hvor bandet som sædvanligt eksperimenterer med fusionen mellem indierock og verdensmusik. 

På den pastelfarvede billedside ses bandets medlemmer spille op til melankolsk dans på intrumenter, der undervejs forvandles til diverse artefakter, mens manden bag keys kaster op, en uidentificerbar mand maler rosarødt på væggen og Condon får, hvad der ligner et nervøst sammenbrud i forgrunden.

Og netop et nervøst sammenbrud i kølvandet på sin skilsmisse tilbage i 2013 efterfulgt af et nyopstartet forhold er ifølge Condon en af de store kreativitetskilder i skabelsen af det nye album: "For første gang i mit liv stod jeg over for en enorm tvivlen på mig selv. Jeg havde ramt bunden. At have et positivt nærvær [i form af den nye kæreste] giver dig både en sund guidende kraft og får lyset til at skinne lidt klarere på de negative ting i dit liv. Jeg ville helt bestemt ikke være, hvor jeg er nu, uden hende."


Det nye album af samme navn som "No No No" udkommer 11. september og bryder dermed en albumpause, der har varet fire år. Sidst Beirut udgav album, var det i følge GAFFAs Pelle Sonne Lohmann til fire stjerner til "The Rip Tide" under overskriften: "Zach Condon neddrosler Balkan-inspirationen og går i en lettere poppet retning." 

Se videoen til "No No No" nedenfor:


ANNONCE