x

Tinderbox-medejer truer konkurrenter med retssag

Tinderbox-medejer truer konkurrenter med retssag

Billedet: Tinderbox' Magic Box-scene

På fredag finder den første Tinderbox Festival sted i Tusindårsskoven ved Odense, og bedst som man troede, at efterårets stridigheder mellem festivalens medejer Brian Nielsen og konkurrenterne Roskilde, Smukfest, Jelling og Nibe var helt bilagt, blusser konflikten op igen.

Brian Nielsen udtaler nemlig til Fyens.dk, at han er parat til lægge sag an mod de fire festivaler. Han mener, at var ulovligt, da de tilbage i september 2014 kollektivt boykottede de to store danske bookingbureauer Skandinavian og Beatbox Booking på grund af deres engagement i Tinderbox. Nielsen var dengang medejer af Skandinavian, ligesom Beatbox Booking delte adresse og visse medarbejdere med Beatbox Concerts (nu Beatbox Entertainment), der er medarrangør af Tinderbox. Siden solgte Nielsen sin andel i Skandinavian, ligesom Beatbox Booking og Concerts flyttede fra hinanden, og medarbejderfunktionerne blev delt op.

Brian Nielsen har i første omgang indbragt sagen for Konkurrencestyrelsen. Han mener, at de fire festivaler koordinerede deres boykot og derfor har ageret som et kartel, hvilket er ulovligt.

"Vi modtog fire nærmest enslydende breve fra de fire festivaler inden for fem minutter samme dag. På den baggrund vurderer vi og vores juridiske rådgivere, at man har koordineret indsatsen, og derfor er vi naturligt nok gået videre med sagen," siger Brian Nielsen til Fyens.dk.

Talskvinde Christina Bilde fra Roskilde Festival afviser krititikken. Til Fyens.dk siger hun om fravalget af kunstnere fra bookingbureauerne Skandinavian og Beatbox:

"Det var et nødvendigt tiltag i en ændret markedssituation, truffet selvstændigt af os. Det er der ikke noget ulovligt i."

Læs GAFFAs gennemgang af konflikten her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA