Nyhed

Reportage: Faith No More er i storform inden Tinderbox

Du kan godt sætte forventningerne højt inden søndagens koncert med det tilbagevendte band

Onsdag aften var GAFFA inviteret til en intimkoncert med Faith No More i en af Berlins førende bøsseklubber, Schwuz.

Et klassisk afdanket og råt berlinerlokale, hvor tv kanalerne Arte/ZDF holder hof for spændende bands, nye og gamle.

Med 500 sultne fans var rammen sat og tiden begrænset. Faith No More skulle spille deres ny lp "Sol Invictus", deres første studiealbum i 18 år, fra start til slut. Basta! Som sagt så gjort.


Og hvilken herlig idé. På 45 minutter tonsede bandet sig igennem utallige temposkift og øreblødende riffs. Der var stort set ingen kommunikation mellem band og publikum, men koncentrationen var høj og intensiteten ekstrem.

Alle fem musikere i bandet er virtuoser, men især trommeslageren Mike Bordin gjorde indtryk med sine hårdtpumpende rytmer og sublime timing. Tid til hygge er der ikke noget af i Faith No More, så Bordin havde hyret sin roadie til at konstant at hælde vand i ham, mens han spilledede.

Og så er der Mike Patton… Hvis stemmen er et instrument, så har forsangeren virkeligt forstået det. Han growlede, croonede, sang, SKREG og lallede sig igennem ikke bare koncerten, men hver sang. En sand mester og en stor fornøjelse at følge.


I går på Schwuz beviste Faith No More, at de stadig er relevante, og at deres nye plade "Sol Invictus" er uundgåelig, hvis man er til hård rock, med variation og mørk, mørk stemning. Da sejren var cementeret, fik vi lige et par gamle hits, "Caffeine", "Midlife Crisis" og et Bee Gees-cover "I Started a Joke",… som startede en fest uden lige.

Tinderbox-gæster, I kan godt glæde jer, og I får mere, end vi fik i går ... en times Faith No More er stort, men aldrig nok.

ANNONCE