x

Norah Jones til Danmark

Norah Jones til Danmark

Billede: Danny Clinch

I januar udgav Norah Jones sit tredje album, ”Not Too Late”, der er blevet en pæn succes, også herhjemme, og nu kommer pop-jazz-skønheden så til Danmark. Den norske avis morgenutgaven.com har spottet, at hun tager på Europaturné og gæster Falconer Centret i København 5. august, og den oplysning står da også at læse på Norah Jones’ officielle hjemmeside. Der er dog ikke kommet nogen officiel pressemeddelelse fra nogen dansk arrangør vedrørende billetsalg, men lur os, om den ikke er lige om hjørnet. Og når detaljerne om billetsalg kendes, skriver vi naturligvis om det på GAFFA.dk. Billetterne til koncerten i Oslo 3. august går i salg 21. april, så det danske billetsalg begynder nok også heromkring.

Da Norah Jones sidst gæstede Danmark, i juni 2004, var det i Forum, så denne gang bliver det altså noget mere intimt, da Falconer Centret er en del mindre end Forum, hvilket næsten kun kan betyde en bedre koncertoplevelse, Norah Jones’ afdæmpede og indsmigrende musik taget i betragtning. Til gengæld er billetprisen nok højere end sidste gang.

På Norah Jones’ nyeste album spiller sangerinden i øvrigt selv mere guitar end klaver, som var hendes tidligere hovedinstrument, men mon ikke man kan opleve hende på både strenge og tangenter i Falconer.

Opvarmingen på hele Norah Jones’ Europaturné (og i øvrigt også hendes USA-turné denne sommer) er den meget roste amerikanske sanger og sangskriver M. Ward, der også medvirker på Jones’ seneste album (og i øvrigt også det nye Bright Eyes-album "Cassadaga") og er kendt for et lidt mere kantet udtryk end hende. Da han spillede i Lille Vega i København i oktober, fik koncerten hele 6 ud af 6 stjerner på GAFFA.dk, så der er god grund til at komme til tiden den 5. august.

Som sagt vender vi tilbage, når detaljer om billetsalg kendes.

Norah Jones' hjemmeside

M. Wards hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA