Nyhed

Pharrell: Roskilde er amazing

Vi har talt med verdensstjernen før hans koncert onsdag aften – han er klar!

Pharrell Williams er et af de absolutte topnavne på årets Roskilde Festival. Den 41-årige sanger og producer har efterhånden været i vælten længe, men har alligevel i de senere år nydt en vis renæssance med Daft Punk-samarbejderne og en række store hits i eget navn. Og den vante showmand burde være garant for en popfest af de helt store på Orange Scene onsdag klokken 22. Han besøgte sidst Roskilde Festival i 2004 med N*E*R*D og har også givet Koncert i Forum sidste år.

– Jeg er blevet inviteret, og vi sagde helt klart ja tak, siger Pharrell Williams om at skulle være et af hovednavnene på Roskilde.

– Jeg er meget spændt på at skulle af sted. Vi har haft shows der tidligere, og det har været amazing.


Du har samarbejdet med Gwen Stefani om at lave sangen Shine. Hvordan var jeres arbejdsforhold?

– Det var en stor kreativ fornøjelse at deltage i Hella Good med min partner Tad og med No Doubt. Et godt samarbejde opstår, når man forstår hinanden, og når man har et fælles mål. Så kommer det hele mere naturligt. Det føles bare naturligt. Det føles derimod forceret, hvor der er en hel masse andre objektiver og variabler, som ikke har noget som helst med det vigtigste at gør – nemlig forholdet og det samarbejde, man har. Man skal samarbejde mod et fælles mål, og alt det har jeg helt sikkert fundet med Gwen igennem årene, og det har altid gjort det til en fornøjelse at samarbejde. For mig har det derfor altid været meget harmonisk, fordi vi har de samme intentioner.

Hvordan kom I til at samarbejde om denne sang?


– Vi blev ringet op og fik tilbuddet om at lave en sang til denne fantastiske film (Paddington, red.). Da jeg var en lille dreng, læste jeg bogen – og nu som en stolt forælder har jeg haft mulighed for at dele denne oplevelse med min søn. Når man får en opringning som denne, så handler det mere om, hvordan man ville kunne sige nej. Det handler jo om The Paddington Bear.

I har også samarbejdet på The Voice, hvor I støtter unge talenter. Hvordan har det påvirket jeres samarbejde?

– Det har helt sikkert betydet meget for vores samarbejde. The Voice er en gave, fordi vi ikke havde den mulighed, da vi begyndte i musikbranchen. Vi havde ikke den slags mentor, hvor vi fik gode råd af mennesker, som vi respekterede og så op til. De unge talenter har mulighed for at få gode råd fra Gwen Stefani, Adam Levine eller Blake Shelton, og det er virkelig stort for os. Det er helt vildt, at vi bliver betalt for at gøre noget, som vi elsker at gøre, og det har gjort vores samarbejde bedre, fordi vi er meget mere samme. Og Gwen er bare en kæmpe inspiration.


– Denne kvinde har været i branchen i så lang tid og har været førerhunden. Hun har en kæmpe stemme, og hun er en inspiration. Når jeg taler om hende på denne måde, så mener jeg lyrisk og melodisk – og hvor hendes ånd er, og hvad hun repræsenterer. Det har bare været så inspirerende i denne sidste sæson. Jeg kigger på hende, og hun sender positive vibrationer. Hun nægter at stå tilbage for noget, og jeg elsker det bare. Jeg har aldrig set en rebel som hende før, så det forbedrer bare vores forhold, for jeg har lyst til at arbejde endnu mere sammen med hende.

Bedstemor som mentor

Har du haft en slags mentor i dit liv, som betød meget for dig?


– Jeg har ikke haft en mentor, men jeg har haft mennesker omkring, som var ligeså inspirerende som superstjerner, hvis ikke mere inspirerende. Man kan se det på lang afstand. Det var almindelige mennesker, som så noget i mig, som jeg ikke selv kunne se, og som ingen andre havde set på det tidspunkt. Jeg er fra Virginia Beach i Virginia, hvor der ikke er 20 eller 30 minutter til Hollywood eller Broadway.

– Men mine musiklærere bakkede mig op og opfordrede mig til at fortsætte, og hver ny musiklærer jeg fik opfordrede mig til at gå musikkens vej, fordi jeg havde "noget". Jeg vidste ikke helt, hvad det betød. De vidste bare, at det var noget at arbejde med der. Når jeg ser tilbage nu, så er de superstjerner. De viste mig vejen. De var mine mentorer. Alle mine musiklærere. Og så først og fremmest min bedstemor, som klagede sig over, at jeg tog hendes suppeskeer og lavede en falsk tromme, så hun gav mig mit første trommesæt, en lille tromme og det var den måde, jeg mødte min første bandlærer, og det var der, det hele begyndte.

Så det var din bedstemor, der fik dig i gang?


– Helt sikkert. 100 procent. Vi har arbejdet på en sang om det.

Du er begyndt at lave en del filmmusik, og du har arbejdet en del med Hans Zimmer, som har fået mange Oscar-nomineringer for sine soundtracks. Hvad har du fået ud af denne proces?

– Jeg kan godt lide at søge forskellige former for inspiration alt efter hvilket stadie i mit kreative liv, som jeg befinder mig på. Jeg vil meget gerne udforske forskellige lydlandskaber. Hans Zimmer har været som en mentor for mig.


Du havde stor succes med Daft Punk-albummet. Hvordan var den oplevelse?

– Det er altid skægt at arbejde med robotter. De lavede Hypnotize på det sidste N.E.R.D.-album, og vi remixede Harder Faster Stronger med dem for 14 år siden. Vi har altid haft et godt forhold til robotterne – vi har altid været glade for hinanden. De havde allerede lavet tracket, så jeg skulle bare skrive på det.

Verdenshit på en time


Hvor lang tid tog det at skrive Get Lucky?

– Musikken var lavet. Derfor skrev jeg det på en times tid, hvorefter vi lavede den om igen og igen, indtil den var helt klar. De to er perfektionister.

Du har skabt fashion-design-mærkerne Billionaire Boys Club og Ice Cream. Ville du gerne have været designer, hvis du ikke havde haft succes med din musik?


– Jeg har et brand og jeg har samarbejdet med folk her og der. Men jeg er helt ærligt glad for alt, hvad jeg har lavet, for jeg ville ikke have oplevet alt det, jeg har oplevet. Hvis jeg havde valgt en anden retning, så havde du spurgt mig, om jeg ville have foretrukket at lave musik. Men jeg elsker det. Musikken har været hovednøglen til alt, der var godt for mig.

Du er 41 år gammel, men du ser stadig godt og ungdommelig ud – også i din tøjstil. Hvor vigtigt er dit image for dig ?

– Det er altid vigtigt hvordan man præsenterer sig. Vi er mennesker, så vi vil altid være en smule forfængelige og den, der synger sangen vil være forfængelig. Man er også nysgerrig som fans. Man ønsker at se, hvad der sker. Musik og mode er som tid og rum. De hænger sammen og der er ingen af dem, der vil være uafhængige af den anden. Modeller går til musikken, og musikere laver musikken og tøj, så det vil altid være sådan.


ANNONCE