Vi har talt med Adam Granduciel fra det Roskilde-aktuelle orkester
Den kreative leder for Roskilde-aktuelle The War On Drugs, Adam Granduciel, sidder som sædvanlig og laver soniske eksperimenter, da GAFFA får fat i ham på telefonen, hvor han programmerer trommelyd. Siden gennembrudsalbummet, Slave Ambient, med sit særegne miks af klassisk rocklyd og svævende elektronik fra 2011, blev udgivet, har Granduciel og hans medmusikanter rejst rundt i verden og spillet koncerter og også fundet tid til at indspille en samling nye sange.
– Ja, da vi var færdige med at turnere, havde jeg ikke lyst til at tage fri og rejse på ferie, men i stedet straks begynde at skrive nyt materiale. På et par måneder lavede jeg skitserne til femten sange, og så brugte jeg næsten hele 2013 på at gøre dem færdige. Fra begyndelsen havde jeg tænkt, at albummet skulle blive larmende vildt. Sangene skulle have mange lag af lyd. Men sådan endte de overhovedet ikke med at blive, fortæller Adam Granduciel.
I takt med at musikken voksede frem, følte Granduciel, at han i stedet ville give den en mere sparsom indpakning og ikke arbejde med loops og sampling i ligeså stort omfang som tidligere.
– Jeg kan stadig godt lide at pusle med ting i studiet, men jeg følte, at hvis jeg havde taget de sange, som vi arbejdede på, med hjem og lagt en masse mærkelige lyde på dem, ville jeg ikke have gjort musikken en tjeneste. På vores forrige plade arbejdede jeg mere med sampling og at placere sangene i et lydlandskab, som jeg havde forberedt hjemme. Den her gang ville jeg skabe et andet slags rum, et mere filmisk rum. På den her plade er det ambiente element mere subtilt.
Eksistentiel krise slog tonen an
Hovedpersonen i The War On Drugs beskriver, hvordan han havnede i en slags eksistentiel krise hen mod slutningen af forrige plades turné. Det er en oplevelse som farver det nye album, der langt hen af vejen har en lydlig understrøm af melankoli og eftertænksomhed.
– Sangene er født ud af en følelse af isolation og tvivl på mig selv. En slags uvished om, hvem jeg skulle være, og det kom til udtryk i musikken, jeg skrev. Jeg var et sted i livet, hvor jeg stillede mig selv spørgsmål, som jeg ikke tidligere havde stillet. Jeg synes, at det til dels er temaet for pladen, den der søgen efter mening. Universelle spørgsmål egentlig, som hvordan skal jeg være lykkelig og gøre menneskene omkring mig lykkelige? Da jeg kom hjem fra den lange turné, begyndte den slags spørgsmål at melde sig i en grad, jeg ikke tidligere havde givet dem lov til, forklarer han.
Adam Granduciel sysler med musikken i lang tid og arbejder gerne på flere sange samtidig. Han finpudsede sporene til Lost In A Dream i otte måneder.
Er det ikke svært at vide, hvornår en sang er færdig, når man holder på den så længe?
– Det er let at vide, hvornår en sang er færdig, men på samme tid er det svært at erkende det over for sig selv. Jeg er ikke en vanvittig perfektionist, jeg kan bare godt lide at arbejde på noget til, jeg har udtømt alle mine ideer, og jeg plejer at have mange. At jeg arbejder otte måneder på en sang betyder ikke, at jeg har svært ved at hitte rede i den, jeg elsker bare at se musikken ændre sig og vokse sig til noget smukt.
Hvem: Adam Granduciel: vokal, guitar, mundharmonika, keyboards og en hel række andre instrumenter og lyde. David Hartley: bas, guitar. Robbie Bennett: keyboards, piano. Patrick Berkery: trommer.
Hvad: Tidløs rockmusik med et åbent sind.
Hvor: Philadelphia. Granduciel mødte Kurt Vile, da han flyttede til byen på den amerikanske østkyst. Sammen startede de The War On Drugs, og selv efter Kurt Vile forlod bandet for at fokusere på sit band The Violators, fortsatte de med at spille på hinandens plader. De seneste albums fra deres respektive musikprojekter er de første, hvor de ikke medvirker på hinandens indspilninger.
– Det føles godt at tage et skridt tilbage og bare kunne give ham et eksemplar af min seneste plade og sige: "Se, hvad jeg har lavet." Vi kommer helt sikkert til at lave mere musik sammen i fremtiden.
