x

Find mere end 400 gratis koncerter i København

Find mere end 400 gratis koncerter i København

Gud er jazz-fan, og den danske sommer er hans orkester. Det ene øjeblik smiler vi i solen, det næste vifter vi dråber af kinderne. Så letter håret i vinden og pu-ha, atter er vi i solen igen.

I dag begynder Copenhagen Jazz Festival, og traditionen tro vrimler gaderne med gratis koncerter og musikere, der haster fra det ene spillested til det næste.

Mere end 400 gratis koncerter udbydes i hovedstaden, så det er bare at tage for sig af retterne. De kommer fra alle slags køkkener. Se menu-kortet her.

I alt runder Copenhagen Jazz Festival i år 1.300 koncerter, og blandt de billet-krævende af slagsen er følgende opmuntringer: 

Det bliver en once in a life-time-oplevelse, når jazzens sidste gentleman Tony Bennett optræder med pop-musikkens enfant terrible Lady Gaga. Sammen synger de de gamle klassikere fra den store amerikanske sangbog på Plænen i Tivoli onsdag den 8. juli. Find billetter via Billetlugen.

Hver for sig kan betydningen af de to tangent-spillere Herbie Hancock og Chick Corea faktisk ikke overvurderes, men når de slår pjalterne sammen, er der tale om det ypperste jazzen kan tilbyde. De to super-guruer spiller en udsolgt koncert i DR Koncerthuset torsdag den 9. juli. 

Det svenske Fire! Orchestra er big band, som du aldrig har hørt det før. Her brydes alle regler, og genre-grænser er til for at blive krydset. Fire! Orchestra spillede sidste år på Roskilde og fik fem stjerner i GAFFA. Da de spillede på JazzHouse fik de seks.

Orkestret spiller to koncerter på JazzHouse. Fredag den 10. juli. Find billetter via Billetlugen og Lørdag den 11. juli. Find billetter via Billetlugen.

Er du egentlig rock-fan, så husk Frank Zappa og de vise ord: "Jazz ain't dead, it just smells funny."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA