Nyhed

Interview: Sådan gik Roskilde Festival

GAFFA har interviewet talskvinde, Christina Bilde, om hvordan festivalen forløb

Årets Roskilde Festival er netop overstået. Det har været en uge med et fantastisk sommervejr og store koncertoplevelser. GAFFA har talt med festivalens talskvinde, Christina Bilde, om hvordan det hele er forløbet.

Der var ændringer på pladsen i år, hvor blandt andet Rising Scenen havde flyttet plads, og Apollo Countdown havde ændret sig for at gøre plads til større produktioner. 15-året for tragedien i 2000 blev markeret som et højdepunkt, mens pantsituationen blev til et lavpunkt.

Knap 100.000 deltagere valgte at købe en billet til årets Roskilde Festival, herunder 80.000 partout-billetter, så allerede nu tegner det til, at festivalen får et millionoverskud.

Overordnet set, hvordan er årets festival forløbet?


- Jeg synes, at den er forløbet fuldstændig fantastisk. Det har jo været sjovt for os at teste at forskubbe vores periode ved at åbne en dag tidligere og lukke en dag tidligere. Det var noget helt nyt for os, og det fungerede rigtig godt.

- Jeg synes, at vi havde en super fin åbning, hvor folk var gode til at vente. Det virker som om den måde man ankommer på og glæder sig til at komme ind i venteområderne er noget folk har taget til sig, det virker. De ting vi havde arrangeret i warm up-dagene fungerede også rigtig godt. Folk deltog i arrangementerne på Rising Scenen og Apollo Countdown, og det var rigtig rart at se.

- Og så synes jeg i al beskedenhed, at vi åbnede til en plads, som jeg aldrig har set flottere. Jeg synes, at vi fik udnyttet pladsen godt, og alle deltagerne var gode til at komme rundt i alle hjørnerne.

- Det var en rigtig, rigtig god festival, der forløb rigtig fint.

Rising Scenen har jo flyttet plads og fået nyt design. Hvordan synes I om den? 

- Vi synes, at den er meget vellykket. Dels det med at få skabt en stærk identitet omkring den med, at den også har fået en ny visuel udformning – så den nu har den der pyramide-form.

- Hele området bidrog virkelig stærkt til Bycenter Vest, hvor den jo ligger, og skabte en virkelig flot samling og et liv i det område, som vi var glade for.

- Og så synes jeg, at kombinationen af at have musik, holdning og kunst der fungerede super godt. Det var fedt at se. Det virker som om, at den har fundet en rigtig god plads og den rigtige udformning.


Hvorfor er Apollo Countdown-scenen ikke længere oppustelig?

- Vi synes jo, at den har været en succes, og vi kunne godt have fortsat med den og stadigvæk skabt flere succesfulde oplevelser, men det, vi alligevel oplevede var, at den havde noget sin grænse for nogle af de produktioner, der kommer der, særligt i dagene efter warm-up.

- Samtidig har vi et ønske om at blive ved med at bevæge os og tænke nyt. Man kan sige, at vi har lavet en Apollo 2.0. 

Vejret var jo i den grad på vores side i år. Hvordan synes I, at publikum tacklede hedebølgen? 

- Overordnet set har publikum tacklet vejret godt. Samaritterne har heller ikke fået overvældende mange ind, der har været dehydreret. Det er som om, at når der er så varmt, så ved man godt, at man skal drikke rigeligt med vand og passe på hinanden.

- Vi har faktisk kunnet se, at folk har bevæget sig tidligere ind på indre plads, fordi der har været for varmt til at blive liggende i teltene. Her har nogle fundet god plads i skyggen.


- Dermed ikke sagt, at nogle selvfølgelig er blevet overrasket af varmen. Temperaturen stiger jo immervæk ti grader, når man står helt foran i en menneskemængde foran scenen.

- Der har jo nærmest været så varmt, at man ikke har kunnet gøre andet end at være opmærksom på varmen.

Der var en del historier om, at politiet havde intensiveret deres indsats mod stoffer i år og gik mere til blandt andet hash-rygere. Hvad er jeres kommentar til det?

- Politiets melding er, at det er gået rigtig godt. Allerede sidste år intensiverede politiet indsatsen i regionen. Så de har sådan set ikke rigtig gjort andet end at gribe det lidt anderledes an med hunde og sådan i de første dage.

- Og det er jo faktisk, uden at jeg skal udtale mig som ekspert om politiets metoder, men så vidt jeg ved, er det også en af de gode metoder, fordi hunde også er kendt som sådan en form for bølgebrydere.

- Sådan helt generelt har der været fin stemning omkring det, og når politiet så måske finder mere, er det fordi, at de har grebet det en smule anderledes an.

Hvis du nu skulle beskrive et absolut højdepunkt og et lavpunkt, hvad ville du så sige, at de var?

- Jeg kunne nævne mange koncerter, men jeg har to højdepunkter. Det ene er onsdag aften, hvor jeg brugte tid på at gå rundt og se pladsen, og hvordan folk tog den i brug.

- Hvis jeg skal bevæge mig lidt væk fra musikken, synes jeg, at det var et stort højdepunkt – for mig i hvert fald - at Tor Koldings film, "Nine Rocks", blev vist og set så respektfuldt. Det var meget bevægende, at vi markerede 15 året for ulykken på så fin en måde.

- Det var en vigtig begivenhed for os, og jeg syntes, at publikum i alle aldre tog den til sig på en rigtig fin måde. Det var sådan et personligt højdepunkt.

- Det er selvfølgelig også altid et højdepunkt at være til nogle koncerter, hvor folk giver sig hen. Jeg var til The War on Drugs, som jeg syntes var helt fantastiske, men derudover er det jo også stort at stå og høre så mange mennesker synge "Hey Jude" sammen med Paul McCartney.

- Der har altså været både de store fælles oplevelser, og så dem der varmer mere i det stille.

- Hvis man skal se på lavpunktet, synes jeg ikke, at vi kommer uden om, at det har været ærgerligt, at vi ikke fik løftet pantsituationen bedre. Det har været ærgerligt, at vi har haft pantsamlere, der skulle stå meget længe i kø. Men også for de frivillige, som måtte knokle løs for at få det til at lykkes.

- Det bød så også på nogle højdepunkter, fordi vi har været gode til at få hjælp fra mange sider. Men ikke nok. Så det har været hårdt på begge sider af skranken, kan man sige.

Og sidst, men ikke mindst, hvordan ser det ud med økonomien?

- Vi forventer et overskud på 15-20 millioner kroner.

 


ANNONCE