x

Vanguard klar med fuldt program

Vanguard klar med fuldt program

Vanguard Music Festival fuldender årets program med tilføjelsen af Dead Prez, D.I.T.C, D/troit, Newcleus, DJ Boogie Blind, Cohnny Jazz, J. Rocc og Pladevennerne.

Den amerikanske hip-hop duo Dead Prez (billedet), hvis politiske tekster efter sigende skal være for hård kost til mainstream-USA, er atter på dansk grund. Dead Prez er kendt for deres stærkt samfundskritiske tekster, hvor de forholder sig til emner som institutionaliseret racisme og undertrykkelse i al almindelighed, kritk af fængselsvæsenet og undervisningssystemet, virksomheders kontrol over medierne og så videre. Stic.man og M-1, der udgør Dead Prez, gæstede for første gang Danmark i 2009, selvom bandet udgav deres debutalbum "Let's Get Free" allerede i 2000. 

Det New York-baserede hiphop-kollektiv D.I.T.C. eller Digging In The Crates har taget navn efter den kunstart, det er at gennemsøge vinyler til at sample. D.I.T.C. består af DJs, MCs og producere, der blandt andet har produceret Nas og Fugees.

Stefan Andersen, Toke Nisted, Klaus Højbjerg, Mads Jensen og Jackie Larsen dannede i 2013 bandet D/troit, der leverer et potent mix af soul og funk. Efter hårdt arbejde i øvelokalet på Vesterbro og et smut til Texas, for at optage kor med autentisk sydstatslyd, udgav D/troit i november 2014 deres første single "The 45". Singlen blev hurtigt fulgt op af debut ep'en "Do The Right Thing", som gruppen smed på gaden i december. Den modtog fire stjerner af GAFFAs Espen Strunk. 

Den ikoniske electro-gruppe Newcleus går helt tilbage til slutningen af 70'erne, hvor trioen som teenagere DJ'ede som kollektivet Jam-On ved block parties i Brooklyn. Siden stod de bag en række markante hits blandt andet "Jam on Revenge", som er blevet udødeliggjort på hundredevis af mixtapes siden hen.

Årets lineup bliver således: Mobb Deep, Madvillain, DJ Premier, M.O.P., Dead Prez, Jay Electronica, The Sugarhill Gang + Grandmaster's Furious 5 w/ Melle Mel & Scorpio, Roy Ayers, D.I.T.C., Newcleus, The Blackbyrds, Bikstok, Bunny Wailer, Lee Fields & The Expressions, S!vas, Kool Keith & KutMasta Kurt, Abdullah S., D/troit, DJ Boogie Blind, Cohnny Jazz, J. Rocc og Pladevennerne. 

Vanguard Music Festival afholdes den 31. juli og 1. august i Søndermarken i København. Billetter er i salg og kan skaffes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA