x

Fortsætter festivalkrigen i 2016?

Fortsætter festivalkrigen i 2016?

Politiken kan i dag skrive, at det tegner til, at den såkaldte "Festivalkrig" får endnu et kapitel, da den svenske Bråvalla Festival har planer om at ligge samme weekend som næste års Roskilde Festival.

Bråvalla Festival ejes af tyske FKP Scorpio, der også står bag både Tinderbox i Odense og aarhusianske NorthSide.

Politikken har interviewet blandt andet lektor Fabian Holt, forsker i musik og begivenhedskommunikation ved Roskilde Universitet, og han har en dyster fremtidsprognose. Han spår nemlig, at hvor festivalerne i år har kunnet deles om markedet, vil de måske næste år blive nødt til at gøre skade på hinanden for at overleve.

Han frygter, at konkurrencen ikke vil være med til at forbedre de individuelle festivaler, men snarere skabe splid, da festivalerne kommer til at kæmpe om de samme markedsandele. 

Roskildes musikchef, Anders Wahrén, tager dog udmeldingen med ro og udtaler, at Bråvallas målgruppe dog trods alt er mere snæver end Roskilde Festivals. 

Da Tinderbox blev annonceret sidste år, gik de fire største danske rockfestivaler (minus NorthSide), Roskilde, Smukfest, Jelling og Nibe til frontalt angreb på førnævnte Tinderbox og de to bookingfirmaer Beatbox og Skandinavian. Festivalerne opfordrede blandt andet kunstnerne til at forhandle uden om deres bookere Beatbox og Skandinavian, med de økonomiske tab det i så fald ville få for bookerne.

Det blev dog langt fra den store katastrofe i det danske festivalland som først spået. Alle festivalerne er blevet afholdt - dog måtte Tinderbox nøjes med et billetsalg på 22.000 solgte billetter mod de forventede 25.000.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA