x

Hårdtslående video: Kom til middagsselskab hos Baby In Vain

Hårdtslående video: Kom til middagsselskab hos Baby In Vain

Baby In Vains seneste single, "Muscles", har netop fået en vanvittig billedside. Musikvideoen er i dag blevet udgivet via Noisey.com, og du kan se den her forneden. 

GAFFAs Michael Dyhrborg beskrev "Muscles" således: "Forestil dig en off-roader, der kører i otte-taller mellem to cement-blandere, så har du den tunge grund-lyd i den nye blues-single "Muscles" fra Baby In Vain."

Musikvideoen er instrueret af Frederik Valentin (Rock Hard Power Spray, Vomit Supreme, Complicated Universal Cum), og han har med sit skarpe øje for provokerende virkemidler og grotesk billedsprog skabt en mørk fantasi, der emmer af voldsom seksualitet. Man kunne næsten ikke forestille sig en mere rammende video til den slagkraftige single end dette dekadente middagsselskab.

Baby In Vain blev senest live-anmeldt i GAFFA under årets Spot Festival, hvor de kaprede fire stjerner og disse beskrivende ord af GAFFAs Espen Strunk: "Pigerne på scenen er koncentrerede, grænsende til det indadvendte, og lader musikken stå i fokus: Gnistrende støjguitar på en baggrund af tonsende, tæt trommespil."

Den københavnske trio spiller primo juli flere festivaler i Norge, hvorefter de drager på USA-turné med succes-bandet The Kills.

Debut-albummet fra Baby In Vain udkommer senere på året. Bandet består af Andrea Thuesen (sang og guitar), Lola Hammerich (guitar) og Benedicte Pierleoni (trommer).

Kom med til middagsselskab hos Baby In Vain her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA