Nyhed

Hør: Korn remixer Rihanna

Hvis sangerindens seneste single var lidt for pop til din smag, prøver Jonathan Davis & co. at gøre den mere metal-venlig

Rihannas seneste single "Bitch Better Have My Money" fik rigelig med opmærksomhed takket være dens kontroversielle video - og herhjemme måske også, fordi Mads Mikkelsen har en prominent rolle i den. Nu ser den ud til at få endnu en tur i rutschebanen efter, at Korn har lavet deres helt eget metal-remix af sangen. Hør den her forneden.

Korn har ikke givet nogen forklaring på, hvorfor de har besluttet sig for at give sig i kast med at forvandle Rihannas singlehit til en moshpit-schlager, men vi må antage, at drengene lytter til lidt af hvert på Spotify. Måske den bare passer godt i tråd med deres seneste lyd, hvor de også har eksperimenteret med dubstep?

Korns seneste album, "The Paradigm Shift" fra 2013, fik fire flotte stjerner af GAFFAs musikanmelder Keld Rud. Han konkluderede om vetereanernes 11. studieudspil: "Med Korns høje udgivelsesfrekvens in mente er det forbløffende, at de fortsat formår at holde et højt niveau, hvad angår sangkvalitet og samtidig udforske og udvikle deres lyd."

Hør Korns udgave af "Bitch Better Have My Money" her:

ANNONCE