x

Feel good: Kong Dave inviterer fan op at spille trommer

Feel good: Kong Dave inviterer fan op at spille trommer

Anthony Bifolchi går nok rundt på en lille lyserød sky efter, at hans rock'n'roll-drømme blev opfyldt til en Foo Fighters-koncert i Toronto i torsdags. Her kunne han nemlig fejre fødselsdag på scenen, hvor han fik lov at overtage trommestolen fra Taylor Hawkins til sangen "Big Me". Se, hvordan han klarer den her forneden.

Dave Grohl regerer stadig fra sin Guitar Throne, og det er ikke just de mest opmuntrende ord, han smider efter Bifolchi, som han gør sig vej til scenen. "Hvis du sutter røv på trommerne, dypper jeg dig i fjer og tjære bagefter," proklamerer Kong Dave, mens en himmelrhenykt Bifolchi stavrer rundt og forsøger at først kaste sig på knæ og siden give frontmanden en solid krammer.

Det er langt fra første gang, at Dave Grohl og Foo Fighters har gjort sig til et band af folket, men vi bliver aldrig trætte af de positive vibrationer, når skellet mellem fan og rockstjerne ophæves og bliver til sød musik. 

Foo Fighters har også sat nye datoer på erstatningskoncerter i England efter, at de var nødt til at aflyse blandt andet et job som hovednavn på årets nu overståede Glastonbury Festival. Det brækkede ben er dog heller ikke nogen stor hindring for Grohl, som oven i købet har demonstreret en vis evne til at udnytte gipsen i musikalsk henseende. Se mere her.

Foo Fighters udgav "Sonic Highways" i november sidste år. Den modtog fire stjerner af GAFFAs Michael José Gonzalez. Han skrev: "Trods en undervægt af fuldtræffere er alt ved det gamle, og intet nyt må siges at være helt okay nyt, når man har så højt bundniveau som drengene her."

Se den stjerneglade fan slutte sig til sine idoler her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA