Nyhed

Videopremiere: D/troit fanget på 16 mobiltelefoner

Instruktøren bag Aquas Barbie Girl fandt på et spændende koncept til retrosoul-gruppens nyeste musikvideo

Festivalaktuelle D/troit er klar med en ny musikvideo, som de har lavet i samarbejde med Peder Pedersen (ham der også stod bag Aquas "Barbie Girl"). Se den specielle "The 45" her forneden.

Konceptet bag musikvideoen er at fange en optræden fra publikums synsvinkel. Derfor er videoen skudt af intet mindre end 16 mobiltelefoner. Da Peder Pedersen så en facebook-video af D/troits koncert til Crunchy Frog Spot Afterparty på den lille svedige aarhusianske rockbar Sway, optaget helt oppe i ansigtet på bandet med en mobiltelefon, fik han en åbenbaring. Denne in-your-face-kvalitet kombineret med et band som performer, som om livet afhang af det, er lige det, der giver seeren fornemmelsen af at være der selv.

Det blev aftalt, at man simpelthen burde gå linen helt ud i musikvideoen og indspille nummeret live, i stedet for at mime til den indspilning af "The 45", som findes på den nyligt udgivne 10-tommer ep "Do the Right Thing". Inspireret af de tidlige videoer med The Strokes føltes det rigtigt at indspille videoen i et studie, hvor den fede, gritty, retro produktion fra skiven kunne repliceres, så video-versionen af sangen ikke lader nogen noget tilbage at ønske i produktionskvalitet. Den sidste ingrediens var et veloplagt og knaldgodt udseende publikum af fans og venner, som sikrede, at live-stemningen blev autentisk og ikke opstillet.


Den resulterende musikvideo til "The 45" er med andre ord faktisk indspillet live. Dette er take #5 ud af de 6 takes, der blev lavet. Video-materialet blev skudt på 16 Sony mobiltelefonere, hvoraf 15 var monteret i et grid på en stor fleksibel plasticplade, og det 16nde var monteret på Peders søns legetøjspistol.

Du kan se masser af "behind the scenes-billeder" fra optagelsen i GAFFAs billedgalleri her. 

I juni udgav D/troit "Do the Right Thing", og den blev velmodtaget af GAFFAs musikanmelder Espen Strunk. Han kvitterede med fire stjerner under overskriften: "Velgørende injektion af klassisk soul til sommeren."

Bliver du fanget af gruppens soulfyldte lyd, kan du fange dem i det danske festivallandskab. D/troit spiller nemlig til Musik I Lejet, New Note Festival, Vanguard Festival og Smukfest.

Se den forrygende og energiske "The 45" her:

ANNONCE