x

Reportage: G! Festival på Færøerne – dag 2

Reportage: G! Festival på Færøerne – dag 2

Færøerne kaldes The Land Of Maybe. 

På grund af vejret, som hersker over øerne, er det ikke altid sikkert, at man kan gennemføre sine planer. 

Det gjaldt for G! Festival fredag aften, hvor hovednavnet, sangerinden Eivør, ikke kunne komme på scenen, da vinden skubbede bølger op over stranden, så tilskuerpladsen pludselig stod under vand. 

Derfor er koncerten udsat og gennemføres først i dag lørdag. 

Det betyder også, at anmeldelsen af samme koncert er udsat et døgn. 

I stedet har jeg jagtet nogle svar, der kan forklare, hvorfor der er så meget musik på Færøerne. 

Derfor synger de på Færøerne 

Der er flere forskellige bud. Lægen Andrias Petersen mente helt praktisk, at det hang sammen med, at man så havde noget at lave, når vejret var dårligt. 

Journalisten Árni Gregersen pegede på musikskolen i Thorshavn. Den åbnede i 80'erne og er i dag så populær, at der er venteliste på at komme ind. 

Den største musikstjerne, som Færøerne har fostret, sangskriveren Teitur, gravede lidt dybere, da han ved et klaver i Thorshavn fortalte, at alle her på Atlanterhavs-øerne er historie-fortællere. 

Samtidig holdt han sangbogen "Okkara" frem. "Det var den, der gjorde mig interesseret i at skrive sange. Alle kender de 200 sange den indeholder," sagde han. 

Okkara består af national-sange, romantiske sange og bryllupssange side om side med Beatles-sange, og til bryllupper er det ikke usædvanligt, at man synger en 20-30 stykker. 

Den mystiske tone 

Samtidig findes der en særlig færøsk tone i det meste af musikken. Det gælder det gotiske metal-band Hamferd, og det gælder den unge folk-sangerinde Elinborg, som begge har optrådt på festivalen i år. 

Færingerne selv kalder det melankoli, men jeg synes nærmere, at det er klangen af længsel. Som om det man stræber efter lige er udenfor rækkevidde. 

Som om sangen udfylder det tomme rum mellem fingerspidserne, og det man brændende ønsker at få fingrene i. 

Det er måden, akkorderne følger hinanden. Det er måden, fraseringerne ligger i munden på sangerne. 

Det er lige så umuligt som at sømme en brise op på væggen at pin-pointe, hvad det er sådan helt præcist, der udgør den færøske tone, men du er ikke i tvivl, når den er i luften. 

30-40 albums om året 

Irland og Island har samme stolte musik-tradition som Færøerne, og jeg er sikker på, at den isolerede tilværelse ved at være et ø-folk forstærker behovet for identitet og kultur. 

Når så mange mennesker spiller musik, opstår der selvfølgelig også et miljø, hvor man udveksler erfaringer og strides om at blive de bedste. 

Flere musikere er også sammen om at eje pladeselskabet Tutl, der i gennemsnit udgiver 30-40 albums om året. 

Det betyder, at sangene kan spilles i radioen. Både i den nationale og på de fem kommercielle stationer. 

Ti internationale artister fra Herning 

Det, der virkelig slår benene væk under en, er den høje kvalitet, som musikken har. 

Befolkningstallet på Færøerne ligger på 48.000, og alligevel har musikere som Teitur, Eivør, Hogni, Marius Ziska, Orka, Hamferd, Tyr, Ólavur Jákupsson, Dánjal, Brunjolfur alle internationale karrierer. 

Det svarer til, at 10 artister fra enten Herning eller Roskilde i dette øjeblik skulle være i færd med at bryde igennem i udlandet. Det virker jo utænkeligt. 

At det ikke handler om spotlight og staffage, får jeg bekræftet, da jeg bevæger mig rundt på festivalpladsen. 

I en lille hytte har folk spontant fundet nogle sanghæfter frem, og de er alle i gang med at synge folkevisen "Sara." 

Den handler om bondetøsen, der er en mester i at koge mælkegrød og om sømanden, der elsker hende. 

Her er ikke noget med at putte sig på folkekirke-manér. Unge og gamle løfter stemmen og stamper rytmen i gulvet. De fleste kan ordene udenad. 

Måske er det simpelthen hemmeligheden? At sange og live-musik ikke er noget, der kun hører weekenden og festivalerne til, men at den er en del af hverdagslivet? 

Det er et bud.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA