x

Video: Hey makker, man slår ikke kvinder!

Video: Hey makker, man slår ikke kvinder!

Det er en rockkoncert, og publikum slår sig løs. Derfor skal man stadig opføre sig ordentligt, og man skal bestemt ikke blive voldelig. Det får konsekvenser - og er du til en koncert med 3 Doors Down, falder hammeren øjeblikkeligt. Se video her forneden.

Forsanger Brad Arnold stoppede nemlig 3 Doors Downs koncert i Broomfield, Colorado, den 14. juli midt i en sang for at irettesætte en mand, der angiveligt "slog en kvinde." En fan fangede optrinnet på video, som senere er blevet delt af bandets leadguitarist, Chris Henderson, på Twitter.

"Vent, vent, vent. Hey, hey, makker. Du slår ikke en kvinde," råber Arnold til en mand blandt publikum. "Du skubbede lige en kvinde af vejen for at komme i slagsmål, din nar!"

"Få ham ud herfra for helvede ... Du slår ikke en kvinde, makker," fortsætter han og venter på, at stedets sikkerhedspersonale får fingrene i den pågældende fyr.

På Twitter skriver Chris Henderson: "Brad fortæller en fyr, at man ikke slår kvinder! Endnu en grund til, at jeg er stolt over at være i det her band!"

Han uddybede senere over for amerikanske E! News: "Du ser tit folk blandt publikum slås. Tidligere har Brad bedt dem om at slappe af og vise hinanden lidt kærlighed, men det her var efter vores mening meget aggressivt. Det var så aggressivt, at han stoppede en koncert for første gang i 15 år for at gå direkte i kødet på fyren."

3 Doors Down var sidst aktuelle herhjemme med "Time Of My Life" fra 2011. GAFFAs musikanmelder Keld Rud kvitterede med fire stjerner under overskriften: "Vanedannende tre minutters sange fra amerikanske post-grunge-drenge."

Se Brad Arnold give fyren tørt på her. Det sker ca. 45 sekunder inde i klippet:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA