Nyhed

Tyler, The Creator kan stadig nå at komme til Australien

Rapperens visa er hverken godkendt eller afvist efter feminist-kampagne

Rapperen Tyler, The Creater var lidt hurtig ved Twitter-tasterne, da han udbasunerede, at han ikke længere kunne rejse til Australien. Det skriver The Guardian. 

Nyheden begyndte tidligere i dag at florere i musik-miljøet, og GAFFA har også bragt historien. 

Nu præciserer myndighederne i Australien, at historien om, at Tyler, The Creators visa er blevet afvist, ikke er sand. 


Frontier Touring skriver i erklæringen, at "der har været rejst spørgsmål ved visa-ansøgningen, men den er ikke blevet afvist." 

Samtidig gør de det klart, at ansøgeren vil få besked, "så snart al information har været behandlet." 

Tyler, The Creator nåede ellers at lykønske feministen Coralie Alison med sejren på Twitter, da hun er den, der er gået forrest i kampen mod rapperen, der beskyldes for at opildne til vold mod kvinder og kvindehad. 


Historien om artistens indrejse-forbud har fået dødstrusler og trusler om voldtægt til at regne ned over Coralie Alison. Sidste Twitter-kapitel er næppe skrevet endnu. 

Tyler, the Creator har planlagt en turné i Australien i september.

ANNONCE