Gruppen arbejder hårdt på at få pladen færdig inden frontmand Jack White drager på turné med The White Stripes
Imens The White Stripes lægger sidste hånd på deres sjette udgivelse, der lyder titlen "Icky Thump" og udkommer den 18. juni, er den maskuline halvdel af gruppen, Jack White, travlt beskæftiget med at indspille The Raconteurs' næste plade.
Den gode White ligger åbenbart ikke på den lade side, for The Raconteurs albumdebuterede sidste år med "Broken Boy Soldiers", men har nu allerede skrevet 12 sange til den "svære toer", der hverken har fået titel eller udgivelsesdato endnu.
Ifølge Mr. White forsøger kvartetten at afslutte indspilningsfasen, før The White Stripes drager på Europa-turné i juni. Pladen bliver indspillet i Black Studio i Nashville og udkommer engang til næste år, skriver NME.