Nyhed

Det synes publikum om Grim Fest

Årets festival er forbi – vi har spurgt en stor håndfuld gæster om deres dom

Lørdag nat sluttede Danmarks Grimmeste Festival efter tre dage med masser af musik på en gård i Brabrand ved Aarhus og navne som Bikstok, De Eneste To, Flogging Molly, Millencolin, TopGunn og mange flere. På vejen ud spurgte vi en stor håndfuld gæster om, hvad de syntes om årets festival.

Iben Tornhøj Nielsen, 29 år, Aarhus, pædagog


Hvad synes du om årets festival?

– Jeg har kun været her i dag (lørdag), men har haft en rigtig fin dag med god stemning, og vejret har jo været dejligt.

Hvad har været højdepunktet?


– Det har helt klart været Bikstok. Det var også det, jeg havde set frem til, og det levede fuldt op til mine forventninger. De giver den gas som altid og spillede både nyt og gammelt, så det kunne ikke være bedre.

Hvad har været bundskraberen?

– TopGunn er ikke min kop te, men han lavede jo en fest for sin målgruppe.


Hvem vil du gerne se næste år?

– Det ved jeg ikke. Jeg synes, de havde et rigtig fint program i år. Det bliver bedre år for år.

Er der noget, festivalen kan gøre bedre?


– Jeg synes, at publikum har ændret sig lidt med årene. Det er blevet et meget ungt publikum, og det vil nok gøre, at jeg på sigt vil overveje, om jeg skal blive ved med at komme. Så jeg synes, festivalen også skal booke bands, der appellerer til de lidt ældre. Og så er det vigtigt, at festivalen bevarer intimiteten.

 

Joy Kjær Vest, 29 år, Aarhus, arbejder i et rengøringsfirma

Hvad synes du om årets festival?


– Jeg er vild med festivalen. Den er hyggelig og har været det alle årene.


Hvad var højdepunktet?

– Helt klart Bikstok. De skaber en fest, og det var det, vi så frem til.

Hvad var bundskraberen?


– TopGunn er ikke lige min smag, men han skabte da en fest. Men det er ikke noget, jeg hører til daglig.

Hvem vil du gerne se næste år?

– Gerne Bikstok igen, og i det hele taget noget fra den nye danske reggaebølge, det skaber en god stemning. Og så nye navne, som man ikke kender.


Er der noget, festivalen kan gøre bedre?

– Jeg synes, de gør det meget godt. De skal bare bibeholde størrelse, det er virkelig hyggeligt og ikke så crowdet.

 


Mads Holst, 29 år, Aarhus, underviser på Erhvervsakademiet

Hvad synes du om årets festival?


– Jeg har kun været her i dag (lørdag), mest fordi det er meget unge mennesker, der er ude på campen.

Hvad var højdepunktet?

– Bikstok, det var en fest og en god koncert.


Hvad var bundskraberen?

– Der var ikke rigtig nogen.

Hvem vil du gerne se næste år?


– PowerSolo og Lucy Love, de har tidligere givet nogle gode koncerter hér. Og Pede B og Hefty og Jøden må gerne komme igen.

Er der noget, festivalen kan gøre bedre?

– Man kunne sætte et pissoir oppe i hjørnet (modsat Skovscenen, red.), der er mange, der tisser dér. Der er ellers pissoirer nok.


 

Mathias Markussen, 28 år, Aarhus, IT-medarbejder hos Arla


Hvad synes du om årets festival?

– Jeg er positivt overrasket, det er min første gang, og jeg kommer helt sikkert igen. Der er god stemning. Jeg troede, det bare var nogle lagerbygninger, men det er jo en skov, det er hyggeligt. Publikum er ret ungt, især på campen, men det er okay.

Hvad var højdepunktet?


– Bikstok, det var en fest.

Hvad var bundskraberen?

– Der var ikke nogen, niveauet har været højt.


Hvem vil du gerne se næste år?

– Det ved jeg ikke, men jeg synes, de har booket over niveau i år, de har virkelig gjort det godt.

Er der noget, festivalen kan gøre bedre?


– Nej, det har været langt over min forventninger.

 

Dennis Hotkey, 31, Holbæk, pædagog

Hvad synes du om årets festival?


– Den er helt formidabel. Det bedste er, at det ikke er noget problem, hvis ens mobil løber tør for strøm, for man kan bare rejse sig op, og så kan man se sine venner. Det er jo ikke verdens største festival.


Hvad var højdepunktet?

– Bikstok. Jeg har hørt dem, lige siden de kom ud (i 2005, red.), og jeg synes, de er nogle af de mest karismatiske mennesker på den danske dancehall-scene. De er simpelthen bare søde, og så har de et band, der spiller så stramt, at man kun kan drømme om det.

Hvad var bundskraberen?


– Jeg må skuffe alle de inkarnerede hipster-fans på Grim og sige Blaue Blume. Jeg synes, det lyder af grød, når de optræder. De har meget travlt med at være følsomme ved at forklæde det hele i lidt for meget rumklang. De prøver lidt for hårdt at lade forsangerens specielle stemme bære det hele, men det bliver for ukonkret. Der er for lidt feeling, ud over at han synger godt. 

Hvem vil du gerne se næste år?

– Lidt mindre poppet musik. Jeg føler mig lidt for gammel i forhold til gennemsnitsalderen, men jeg har også været med i over 10 år. Musikprogrammet er blevet lidt for poppet. Det startede med at være Analogik, BliGlad og bands i den stil, men nu er det TopGunn og den slags. 


Er der noget, festivalen kan gøre bedre?

– 240 kroner for en kasse øl er lidt for dyrt. Det behøver ikke at være Tuborg, de kan godt købe Harboe. Der kommer jo mange festivalgæster, som ikke har så mange penge. 

 


Anna Toft, Aarhus, 18 år, gymnasieelev 

Hvad synes du om årets festival?


– Jeg kan rigtig godt lide festivalen, den er en af mine favoritfestivaler. Den er tilpas lille, og man kan genkende de folk, der er her, og overskue det hele. 

Hvad var højdepunktet?

– Christian Hjelm og Cancer, de var helt vildt nærværende på den lille og intime Bonzai-scene. Og ellers var det hyggeligt at gå rundt og spise billige jordbær i solen. 


Hvad var bundskraberen?

– Ikke noget ud over vejret, det har også regnet og blæst. 

Hvem vil du gerne se næste år?


– Det ved jeg ikke, men det er fint at holde fast i de danske bands. 

Er der noget, festivalen kan gøre bedre?

– Den må gerne gøre gerne endnu mere ud af, at den bliver holdt på en gård. Og endelig holde fast i den intime stemning.


 

Victor Andreas Sparre, 19 år, Aarhus, gymnasieelev 


Hvad synes du om årets festival?

– Det er en superfed festival, jeg har i øvrigt været frivillig under festivalen. 

Hvad var højdepunktet?


– Bikstok var den vildeste fest, og Blaue Blume var magisk. 

Hvad var bundskraberen?

– Publikum under Bikstok, de var lidt for vilde og skubbede. De respekterede ikke musikken så meget, som jeg havde forventet.


Hvem vil du gerne høre næste år?

– En masse mere dansk musik, gerne dansk rap. Johnson, L.O.C, Malk de Koijn. 

Er der noget, festivalen kan gøre bedre?


– Nej, men jeg synes, det er totalt hyggeligt, at den ligger i en baggård. Det føles som at være til en vejfest.

Se billeder af de syv interviewede her  

 


ANNONCE