x

Reportage: Live Camp på Smukfest – søndag

Reportage: Live Camp på Smukfest – søndag

Ugen op til Smukfest er traditionen tro også ugen, hvor Live Camp løber af stablen. En lille festival inden festivalen og ubetinget den event i Danmark, hvor vækstlaget bliver taget mest seriøst. Ikke altid med den store publikumstøtte, men arrangørerne går meget langt for, at grupperne skal føle sig velkomne og få en god oplevelse.

På denne første dag lå rocken i starten. Jeg håber ikke, at det skyldes en nedprioritering af det guitarbårne, for der er ingen tvivl om, at det er nemmere at spille en udendørskoncert om aftenen end om eftermiddagen. Det kunne man nu ikke mærke på Monkey Okay, der i strålende humør og med stor entusiasme grungede igennem, som var det 1993. Det er voksne mænd, og selvom alderen giver en vis autoritet, så koster det også lidt på sulten. Koncerten blev markant bedre af de formidable stænger på den dansende del af publikum, der umuligt kan have været født, første gang det lydbillede fyldte hele mediefladen. Måske er det simpelthen tid til en revival?

Derefter gik duoen Long Line Down på. Med smukke guitarer - både visuelt og lydmæssigt - til at bære de nedbarberede sange og en syngende trommeslager i front, er det et sejt setup. Men de kommer ikke rigtigt ud over scenen. Jeg får indtryk af, at de er så bundne af formen, at de nægter at hive den tredjemand ind, der kunne give dem overskud til at inkludere publikum i festen. Og det måtte for min skyld meget gerne være en sanger. Det er meget lidt overbevisende, når han rawker og vrænger og gør kontrasten til de cool instrumentale stykker meget tydelige.

Chinah havde det lidt sværere, med deres spinkle lydbillede og ingen udgivelser bag sig.  De mangler stadig at definere deres lyd helt, og det står lidt som en fadølsudgave af The XX. Det hele er lidt for venligt og mangler den kant, der skal skabe kontrasten. Det sker lidt i sidste track, Minds, men ellers var det lidt tomt. Men noget der kan blive rigtigt spændende på sigt.

Konceptet med Live Camp er, at en række branchefolk hver udvælger et band, de tror på. Det gør så også, at der af og til kan forekomme gengangere, og dagens første er Xolo Island, der sidste år var med som en del af KarriereKanonen. Deres flødede tag på den klassiske 80'er-pop er ikke udviklet meget siden, og det er svært at komme forbi alt det søde og ind til selve sangene. Sangeren hviler mere i sig selv end sidste år, men han er ikke blevet bedre til publikumsinteraktion. Det gør helt ondt at høre ham snakke om ølbowling og vejret. For mig flød det helt ud uden rigtigt at føre nogen vegne, bortset fra de sidste 20 sekunder, der virkelig rykkede. Seriøst, fungerede 100 procent.

Og så var klokken blevet fest. Der var efterhånden blevet fyldt godt op foran scenen, og hiphop-soul-gruppen Hooha nød i fulde drag at vise, hvor dumt det kan gøres. Det lykkedes dem i løbet af koncerten at vise, at de kan langt mere og har både dybde og bredde, og de var dagens bedste bud på publikumskontakt. Det var en fest, vi alle var inviteret med til. Før koncerten var de helt høje på, hvor dejlig en stjernebehandling man får til Livecamp. Når først der er håndklæder med sit bandnavn broderet ind, er det svært ikke at give lidt ekstra på scenen.

Generelt er stemningen tårnhøj backstage. Der bliver minglet på kryds og tværs af bands og genrer, og konkurrencedelen bliver stort set ignoreret. Som Hooha siger:" Selve konkurrencen er en slags bonus, det er ikke win/loose, det er ren win/win".

Samme smittende glæde mødte man også hos Anya (billedet, arkivfoto). Det er ikke den kølige R'n'B, men et overstrømmende hjerte og karisma, der skinner igennem de lidt kedelige produktioner. Det er svært ikke at blive forelsket i hende, og man tror på hendes sange. Jeg kunne sagtens undvære livetrommeslageren og de fleste af pads'ne, for jeg tror egentlig, at sangene er stærkere, end vi fik lov til at opleve dem.

Camilo & Grande er dagens sidste live-act, og deres latin-tag på dancehall var overraskende effektiv. De har mere rigtig dancehall med end hos de fleste danskhall-kunstnere, og deres skills bærer det resten af vejen. Meget charmerende møgunger, der virkede ekstremt scenevante, og oven i købet havde overskud til at spille hittet to gange.

Til allersidst spillede Nonsens deres cd tilsat hoppen og viften med armene. Musikalsk var det meget, hvad publikum havde brug for på det tidspunkt, men der er ikke rigtigt grundlag for at kalde det live.

Det var den korte dag med kun otte bands, til gengæld var vejret dejligt, og jeg er ikke i tvivl om, at alle optrædende havde en kæmpe oplevelse. Der er noget helt særligt over at spille en festival, hvor folk typisk ikke kender dit materiale, og man skal kæmpe mere for hver centimeter. Men så længe at Smukfest gør så meget for, at kunstnerne skal føle sig som stjerner, så bliver der også leveret det ekstra. For en ting er publikum, men der er samtidigt et bredt udsnit af den danske musikbranche til stede. Det kan være en skelsættende koncert rent karrieremæssigt, som Anya selv sagde, så var det lige præcis dette, hun havde brug for.

I dag står der 10 andre håbefulde på scenen. Og vi skal igennem både sleaze, rap, pop og lidt af det imellem.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA