x

Fallulah skriver amerikansk kontrakt med tunge branchefolk

Fallulah skriver amerikansk kontrakt med tunge branchefolk

Det er et stykke tid siden, vi har hørt nyt fra Fallulah, men nu er hun på vej med sit tredje album. Første single, "Social Club", bliver udsendt 4. september, skriver Politiken, der har talt med sangerinden og sangskriveren.

Det kommende album bliver også udsendt i USA på selskabet Instant Records under ledelse af producerveteranen Richard Gottehrer, der har produceret markante 70'er- og 80'er-navne som Blondie, The Go-Go's og Joan Armatrading og også har arbejdet med danske kunstnere som Burnin' Red Ivanhoe, Miss B. Haven og The Raveonettes. Også manageren Scott Cohen, der ligeledes samarbejder med The Raveonettes, skal være med til at varetage Fallulahs karriere i USA.

"De har jo sindssygt mange dygtige artister i USA, som har hele pakken, men de er meget polerede. Der skiller vi (danske kunstnere som MØ, Oh Land og Quadron, red.) os ud, fordi vi er selvlærte, og alle er startet med at skrive sange og oprette en MySpace og håbe, at nogen hørte vores musik. Ingen af os er 'Barbie Girl', vel? De navne, der kommer fra Danmark nu, har en anden nerve", siger Fallulah til Politiken.

Fallulahs to første album, "The Black Cat Neighbourhood" (2010) og "Escapism" (2013) er også netop udgivet i USA, hvor Fallulahs tredje album efter planen udkommer i 2016. Albummet er produceret af Liam Howe (der har produceret populære og anmelderroste kunstnere som Lana Del Rey, Florence + the Machine og FKA Twigs) og Fallulah.

Richard Gottehrer er begejstret for samarbejdet med Fallulah:

"Artister som Florence + the Machine, FKA twigs og Fallulah laver interessant musik, som ikke udelukkende er tiltænkt hits og succes. Der er en kunstner bag. Og integrationen af Fallulahs fars rødder fra Rumænien kombineret med det danske er poetisk og naturligt. Hun skriver, så du føler noget, og dertil kommer hendes farverige, fantastiske stemme," siger han til Politiken.

For nylig blev sangen "Give Us a Little Love" fra debutalbummet brugt i den amerikanske tv-serie "Pretty Little Liars", hvilket gav den et nyt liv, og i skrivende stund er videoen vist mere end 2,5 millioner gange på YouTube. Se musikvideoen nedenfor.

I går kunne vi i øvrigt fortælle, at MØs aktuelle single med Major Lazer og DJ Snake, "Lean On", er blevet den største hitlistesucces for en dansk kunstner (dog i samarbejde med en amerikaner og en franskmand) i USA i mere end 50 år, så det går ganske godt for dansk musik i USA lige nu. Læs mere om MØs amerikanske succes her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA