x

KarriereKanonen offentliggør vinderne

KarriereKanonen offentliggør vinderne

P3-programmet Smag på P3 har netop offentliggjort årets tre vindere af talentkonkurrencen KarriereKanonen direkte fra Smukfest. Det bliver sangskriverne Nick Sway (billedet) og Katinka og rockbandet Klub 27.

Valget er truffet efter et grundigt talentudviklings- og koncertforløb, som kulminerede i går, hvor de otte finalister optrådte på Smukfest. Efter koncerterne voterede en jury bestående af repræsentanter fra KarriereKanonens partnere: Bandakademiet, Smukfest, P3 og P6 Beat.

– Det er tre kunstnere med hver deres store potentiale. Spændende og skæve typer. Nick Sway er en sangskriver på bare 18 år, som har charme, udstråling og en god stemme. Katinka emmer af intense livtag med eksistensen. Hun skriver sine sange på ukulele og er en personlighed, der ikke findes andre af. Klub 27 er gadedrengene, som rapporterer direkte ude fra minefeltet. Deres sange er knivskarpe, og det er en type band, mange har savnet, siger talsmand fra Smukfest og jurymedlem Poul Martin Bonde. 

KarriereKanonen tilbyder skræddersyede karriereudviklingsforløb for de tre vindere. Sidste års vindere var For Akia, Keep Camping og Sonja Hald, og tidligere års vindere tæller i dag succesfulde navne som The Eclectic Moniker (2011), Djämes Braun (2012) og The Minds of 99 (2013), hvor sidstnævnte på to år gik fra at være relativt ukendte til at åbne Orange Scene på Roskilde Festival 2015.

Hver vinder får nu skræddersyet et udviklingsforløb, som skal støtte deres videre musikalske liv. Derudover skal de tre vindere spille på Offspring Festival i Tivoli i september og på Smukfest 2016.  
 
Hør musik med de tre vindere her: www.dr.dk/musik/karrierekanonen/

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA