x

Keith Richards: Sgt. Pepper er noget skrammel

Keith Richards: Sgt. Pepper er noget skrammel

Rolling Stones-guitaristen Keith Richards udgiver 18. september sit første soloalbum i 23 år, "Crosseyed Heart", og har i den anledning givet et interview til magasinet Esquire. Her taler han blandt andet om 60'erne og den enorme succes, som både The Rolling Stones og The Beatles oplevede på det tidspunkt, og får i den forbindelse sagt nogle mindre pæne ord om Beatles-albummet "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band" fra 1967. Et album, som ellers har klassikerstatus, har vundet fire Grammyer, og som magasinet Rolling Stone i 2003 kårede til rockhistoriens allerbedste album.

"The Beatles lød godt, da de var The Beatles," siger Richards og fortsætter: "Men der er ikke mange rødder i den musik. Jeg tror, de mistede kontrollen. Hvorfor ikke? Hvis du er Beatles i 60'erne, så mister du bare kontrollen – du glemmer, hvad det er, du ønskede at gøre. Du begynder at lave "Sgt. Pepper". Nogle mennesker synes, det er et genialt album, men jeg synes, det er en bunke skrammel, i stil med "Satanic Majesties" ("Their Satanic Majesties Request", Rolling Stones' psykedelisk orienterede album fra 1967 med blandt andet "She's a Rainbow", red.). Hvis I kan lave en masse lort, kan vi også."

På det kommede album fordyber Richards sig i reggae, rock, country og blues. Richards har skrevet eller co-skrevet størstedelen af ​​sangene på albummet, mange af dem sammen med sin gode ven, trommeslageren Steve Jordan, som også har co-produceret albummet.

"Det var rigtig sjovt at lave det nye album og arbejde med Steve Jordan og Waddy Wachtel (guitarist, red.) igen. Intet kan slå følelsen af at vade ind i et studie og ikke have nogen anelse om, hvad du ender med at få ud af det," fortæller Richards.

Richards har på albummet samarbejdet med en lang række kunstnere, blandt andet Norah Jones, som han synger duet med på den soulede "Illusion" (co-skrevet af Jones og Richards), samt Aaron Neville, der synger kor på "Nothing On Me". På albummet finder vi desuden numre som den reggae-influerede "Love Overdue", "Blues In The Morning", "Lover's Plea", "Robbed Blind" og "Amnesia".

Ud over Jones og Neville samt det mere eller mindre faste hold – trommeslager Steve Jordan, guitarist Waddy Wachtel og keyboardspiller Ivan Neville – gæstes albummet også af sangerinden Sarah Dash, der var medlem af Richards' gamle band Xpensive Winos, Stax-sangskriver og keyboardspiller Spooner Oldham, pedal steel-guitaristen Larry Campbell samt Richards' gamle ven, den nu afdøde Rolling Stones-musiker Bobby Keys på saxofon.

Keith Richards har tidligere udgivet to soloalbums samt et livealbum; "Talk is Cheap" (1988), "Main Offender" (1992) og livealbummet "Live at Hollywood Palladium" (1998).

Det seneste fra hans hånd var selvbiografien, "Livet" fra 2010. Den modtog fem stjerner af GAFFAs Espen Strunk. Læs hele anmeldelsen her.

Hør det nye albums singleforløber, "Trouble":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA