Nyhed

Hør ny sang: Lana Del Rey vil være høj på stranden

High By the Beach er anden forsmag på sangerindens kommende album Honeymoon

Lana Del Rey har netop offentliggjort sangen "High By the Beach", som er anden forsmag på hendes kommende album "Honeymoon", der udkommer senere i år.

"High By the Beach" er en eftertænksom ballade med diskret elektronisk underlægning og det ligefremme omkvæd "All I wanna do is get high by the beach / Get high by the beach, get high".

"Den startede med omkvædet," fortæller Del Rey til onlineradioen Beats 1's vært Zane Lowe. "Jeg kørte meget ved stranden. Dette var vist en af de sidste sange til pladen ... selv med harmonierne lyder den næsten monoton. Men med beatet har den inspiration fra trap-musikken."  


Første forsmag på "Honeymoon" var det anderledes dramatiske og orkestrale titelnummer, som udkom i sidste måned. Lana Del Rey fortalte Billboard tilbage i januar, at albummet også indeholder en fortolkning af Nina Simone-klassikeren "Don't Let Me Be Misunderstood" og at det stilmæssigt mere minder om hendes to første major label-album, "Born to Die" og "Born to Die – Paradise Edition", begge fra 2012, og mindre om efterfølgeren, "Ultraviolence" fra 2014.

Lana Del Rey har desuden udgivet albummet "Lana Del Ray A.K.A. Lizzy Grant" (med stavemåden "Del Ray") på 2010 på et lille selskab. Albummet blev dog ingen succes.

Lana Del Reys seneste album, "Ultraviolence", fik fem stjerner af GAFFAs anmelder Michael José Gonzalez under overskriften "Musikalske knock outs fra retro-divaen". Læs hele anmeldelsen her.

ANNONCE