x

Alanis udgiver to album

Alanis udgiver to album

Som vi tidligere har nævnt på GAFFA Online, udkommer Alanis Morissettes næste album, "Under Rug Swept", d. 26. februar. Men ikke nok med det - Alanis udgiver også en seperat cd med numre, der blev frasorteret den endelige udgave af "Under Rug Swept".

Der forlyder endnu ikke noget om, hvornår cd’en med de frasorterede udgivelser kommer. Alanis Morissette skrev og indspillede 25 numre til "Under Rug Swept"-albummet, men kun 11 fandt nåde til den endelige udgave, hvorimod Alanis’ forrige studiealbum, "Supposed Former Infatuation Junkie" fra 1998, indeholdt hele 17 sange.

"Under Rug Swept" indeholder gæsteoptrædener fra sangerinden Meshell Ndegeocello, Red Hot Chili Peppers-bassisten Flea, Stone Temple Pilots-guitaristen Dean Deleo og den tidligere Jane’s Addiction-bassist Eric Avery.

Albummet bliver indvarslet af singlen "Hands Clean", der kommer i midten af januar, og det bliver fulgt op af en verdensturné.

Alanis blev i øvrigt i tirsdags dekoreret med FN's "Global Tolerance Award" for at fremme tolerance gennem en række velgørenhedskoncerter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA