x

Interview: Glamorama – ambitioner, smalhed, kunst og dramatik

Interview: Glamorama – ambitioner, smalhed, kunst og dramatik

Sidste gang Glamorama udgav et album, var det de færreste, der overhovedet opdagede det, for udspillet druknede simpelthen i de store selskabers benhårde markedsføring af decemberudgivelser. Det var i 2005. Nu er duoen, der består af Johnny Stage (diverse instrumenter) og Lotte Arnsbjerg (sang) tilbage med et nyt og mere ambitiøst album. "Foggy Valentine" hedder det, og det udkommer 12. maj – og listen af prominente gæstemusikere tæller blandt andre Palle Mikkelborg, Chris Spedding (Roxy Music, Katie Melua m.fl.), Mikkel Risbjerg og Kasper No Behrens fra Salem. GAFFA.dk’s udsendte mødte duoen på Teatercafeens dystre scene i København, hvor Ulrike Meinhoff-teaterstykket bare en time forinden havde haft premiere, til en snak om den nye plade, punk og kærlighed.

Jeres første plade var på dansk, hvorfor har I valgt, at "Foggy Valentine" skulle være på engelsk?
– Først og fremmest ville vi udfordre os selv kunstnerisk. Men den store forskel i forhold til sidste plade er måske i virkeligheden mere, at denne gang har vi simplificeret sangene, skåret dem ind til benet og lavet en mere nøgen plade, så at sige. Hvert enkelt nummer veksler mellem at være banalt og skævt og grimt og smukt, i et lydbillede der gerne skulle give associationer til David Lynchs filmunivers. Vi forestiller os, at numrene skal kunne passe ind på en dekadent cabaretscene, altså i meget teatralske omgivelser. Men der ligger da også det i det, at ambitionsniveauet, i forhold til sidste plade, er større denne gang, og vi håber at få pladen ud i både England, Tyskland og Holland, og det skal ikke forstås på den måde at vi er gået på kompromis med det kunstneriske udtryk, snarer tværtimod. På "Foggy Valentine" har vi arbejdet ihærdigt og kompromisløst med smalheden.

Hvorfor bruger I gæstemusikere, og hvorfor så mange?
– Altså, vi er som grundstamme i Glamorama en sangerinde og en guitarist, og sådan skal hvert enkelt nummer, som princip, kunne leveres, men vi har så i processen gennemgået numrene og fundet ud af, at nogle af dem ”havde brug for” for eksempel Chris Speddings eller Palle Mikkelborgs helt specielle lyd. Vi har ikke givet gæstemusikerne en rolle at udfylde, de er blevet inviteret for at bidrage med deres særegenhed, og for at sætte deres personlige aftryk på nummeret.

Der er mange kunstneriske eksperimenter på pladen, for eksempel fornemmer man noget russisk avantgarde-musik et sted, og tango et andet sted – jeg ville kalde genren art-rock, hvad kalder I det selv?
– Vi er glade for betegnelsen art-rock, absolut. Selv har vi indtil nu kaldt det for pop-noir, som har været lidt misvisende, og med fare for at blive sat i bås med overfladisk popmusik, så art-rock er mere rammende. Vi er inspirerede af Barry Adamsons musik og vekselvirkningen mellem det gode og det onde, i modsætning til for eksempel ligegyldig popmusik, men også i modsætning til ensformig negativ punkmusik. Det er dramatikken i krydsfeltet mellem det smukke og det grimme vi har søgt.

Apropos punk, man fornemmer også punkreferencerne på pladen.
– Ja, og gerne i flere lag. For at vende tilbage til det første spørgsmål: vi sprang bare ud i at lave teksterne på engelsk. Det var ud fra den oprindelige punkidè, nemlig bare at gøre det – har man ideen og drivet, så gør det! Men punken for os, skal ikke forstås som politisk punk eller for den sags skyld Ungdomshuspunk; det er den uforudsigelige punk, der er interessant.

I kalder jer Glamorama, hænger det sammen med Bret Easton Ellis’ nuancerede univers af vold, sex, alvor og humor?
– Ja, men vi synes først og fremmest Glamorama er et flot ord, og så er det som om der er en stor fed kniv lige inde bag ved. Det har ikke noget med Ellis som sådan at gøre, men det er da samme univers, og navnet er jo taget fra en af hans bøger. Vi kan vi godt lide overraskelsen, der ligger gemt i navnet, det uforudsigelige. På vores første plade inviterede vi for eksempel Dario Campeotto med som gæstemusiker. Vi brugte ham som en slags mørkets fyrste, og selvom han jo er et stort navn, så brugte vi ham ”kun” i slutningen af et nummer.

I har begge en masse kunstneriske jern i ilden (Lotte Arnsbjerg er skuespiller og Johnny Stage spiller guitar i flere konstellationer og så driver han sit eget label, Vinyl, red.) – hvor alvorligt tager i Glamorama?
– Vi kan som kunstnere ikke lade være med at have mange jern i ilden, men når vi spiller sammen som Glamorama, så er det det vigtigste. "Foggy Valentine" skabte vi i Spanien. Vi havde taget fri fra alt andet og arbejdede koncentreret kun med det projekt, og vi føler egentligt begge, at vores engagement i flere forskellige ting kun gavner hinanden kunstnerisk.

Sangene på Foggy Valentine kredser om kærlighed i alle mulige afskygninger, er det en ”kærligheds-plade?”
– Der er ikke noget budskab med pladen som sådan. Der er ikke ens oplevelser af kunst, og det er netop det smukke ved kunsten – det er beskueren eller lytteren, der puster liv i kunsten med sin helt egen fortolkning, men selvfølgelig er kærligheden et centralt emne på "Foggy Valentine", og specielt den sørgelige og uopnåelige kærlighed har været interessant at arbejde med. Men det er vores kunstneriske opgave at skabe billeder, ikke forklaringer!

Foggy Valentine udkommer 12. maj.

Glamoramas hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA