Nyhed

The Weeknd beskyldt for video-plagiat – se og døm selv

Den canadiske r'n'b-sanger har angiveligt ladet sig inspirere lidt for meget i sin seneste video

Navnet Abel Tesfaye ringer måske ikke klokker hos de fleste, men det gør hans kunstnernavn The Weeknd derimod. Det er dermed ikke hvem som helst, filminstruktøren Mitch Moore har anklaget for at låne lidt for meget inspiration fra. Således mener instruktøren, at The Weeknds video til hittet "Can't Feel My Face" minder lidt for meget om en ikke-udgivet video fra den canadiske duo Majical Cloudz, som Mitch Moore har instrueret.

I videoen til "Can't Feel My Face" ser vi Abel Tesfaye optræde til et såkaldt "åben mikrofon"-arrangement på en bar, og det er samme omgivelser i Majical Cloudz-videoen. "For omkring et år siden instruerede jeg en video for Majical Clouds. Grundet kreative forskelligheder udkom den aldrig. Men det var en stor produktion, og mange feedback-emails blev udsendt med private klip af videoen.", skriver Mitch Moore på Instagram og fortsætter: "Jeg er blevet gjort opmærksom på, at en eller anden person i front for en bestemt populær video må have set et eller flere af de her klip. Ligheden er uhyggelig."

Der er ikke kun tale om tomme ord fra Moores side, da han i opslaget fra Instagram har vedlagt en video, hvor man ser visse ligheder mellem de to videoer. De minder om hinanden i lidt mere end blot omgivelserne, da vi ser både ansigtsudtryk og blik fra de forskellige medvirkende være meget ens. Bedøm selv ved at se klippet her.


The Weeknd udgiver på fredag sit andet album "Beauty Behind the Madness", der er kommet til i et samarbejde med blandt andet Kanye West og Ed Sheeran. Fra albummet har vi allerede fået et par singler, hvoraf "Can't Feel My Face" er iblandt. På pladen er også at finde "Earned It" fra "Fifty Shades of Grey"-soundtracket, ligesom han netop har udgivet singlen "Tell Your Friends".

Se hele videoen til "Can't Feel My Face":


ANNONCE