Nyhed

Guide: Her er ugens bedste fester

Hvor er den største fest? Hvilken klub lukker denne uge? Og hvor er musikken god HELE natten? Find de ultimative dansegulve her.

GAFFA sætter fokus på den elektroniske musik og det sprudlende festmiljø med en fast ugentlig guide til, hvor man finder de bedste fester, de mest interessante dj's og de livligste dansegulve. Følg med her!

RAW er vokset - igen
En af årets største fester i København, RAW, har endnu engang fået vokseværk og folder sig nu ud som en to-dages festoival med mere end 150 dj's og live-acts fordelt på 18 scener. Hver scene er hostet af erfarne værter, der kan deres kram indenfor hver deres musikfelt, såsom Ohoi!, Stella Polaris, C.A.R.T., Skydeklubben, BULK og Music for Dreams - og som det altid er tilfældet med RAW, er der særligt fokus på de urbane elektroniske genrer, hvor man både kan gå mainstream-vejen og følge den lidt mere hemmelige rute.

Blandt de MANGE navne på de to dages lineup er Einmusik, Hess Is More, Nico Stojan, Henri Matisse, Bongo & Pusk, MHM One, Strung Fellows, Lasse Lovelace, Waqar, TooManyLeftHands, Black Daniels, Oliver Ingrosso og Faustix - men gå selv på opdagelse. Og gå ikke glip af morgenfesten, som altid er noget ganske særligt.

Hvad: RAW 2015
Hvor: CPH Skatepark, Enghavevej 80-82, Kbh. V.
Hvornår: 28. og 29. august
Hvordan: https://www.facebook.com/events/1449264688700616/


Musikken holdes mørk som katten hele natten
Det er mildt sagt ikke tit, man kan tage på bar med vennerne, hvor dj'en så spiller The Cure og Joy Division og Type O Negative og Dead Can Dance og Interpol og Nine Inch Nails og Ministry og New Order og Slowdive og Of the Wand & the Moon og Depeche Mode og Nick Cave og den slags gode ting hele natten, vel?

Men hey, drømmen bliver til virkelighed på fredag på Vesterbros Torv, hvor rockbaren Zeppelin indtages af The Black Cat-klubben, som sætter dj Totem og dj Latrocinor bag pulten og sørger for, at musikken holdes dyster og højkvali hele aftenen og natten ud. Lydniveauiet bliver, så man stadig kan høre sine venners fuldemandssnak, lover arrangørerne, og så er det gratis.

Hvad: The Black Cat – Arrival of the Dark Zeppelin III
Hvor: Zeppelin Bar, Vesterbrogade 45, Kbh. V.
Hvornår: 28. august 2015 - Kl. 20:00 - 03:00 - Gratis Entré
Hvordan: https://www.facebook.com/events/1383973758576009/


BlueVelvet holder lukkefest
Den Twin Peaks-glad klub BlueVelvet i indre by overtages af nye (erfarne) indehavere, og derfor holder det nuværende hold lukkefest med et brag. Bag pulten står dj's, der har været med til at få dansegulvet til at koge i særlig grad gennem det sidste års tid: dj Kong, Daniel Savi, Louis Petri, Lehmann, Theodor Clausen, Jacob Mejdahl og Tobias Holz.

Hvad: BlueVelvet Closing Party
Hvor: BlueVelvet, Studiestræde 14, kld., Kbh. K.
Hvornår: Fredag 28. August
Hvordan: https://www.facebook.com/events/1457232784581753/


Kaos og orden i Aarhus
På Double Rainbow er der en interessant dobbeltfest denne weekend: Fredag holdes der fest for det nyopstartede hold af Kaospiloter, og lørdag for det nye hold af arkiteksttuderende. Kreativ orden og kreativt kaos på én gang, og hvem ved, hvem der bringer mest af hvad. Fredag spiller Kristian Kirk (fra Aarhus, bor i Berlin, grundlægger af Økologi-festerne) plus nogle stadigt hemmelige Kaos-dj's – og lørdag står Mathias Okholm fra Regelbau plus Murphy & Kaae bag pulten.

Hvad: Kaospilot & Architect – Celebration Weekend
Hvor: Double Rainbow, Skovgaardsgade 3, Aarhus C.
Hvornår: Fredag 28. August og lørdag 29. august
Hvordan: https://www.facebook.com/events/430695637131852/


Supertonic elsker synthesizers
Lørdag overtager Copenhagen Underground Posse hele Culture Box - og øverst på programmet står et live-sæt fra Supertonic, en duo bestående af Mads Bjerregaard og Jun Philip Kamata, som er meget glade for alle de sexede og ravey lyde, der kan komme ud af gammeldaws synthesizers. De fejrer udgivelsen af deres spritnye EP med navnet "Banned from Jolene" med et live-sæt på mainfloor, hvor de suppleres af Kasper Marott, Marc & Mikkel og Daniel Savi & dee Brown. På Red Box spiller Terry Tester, B from E, Frits Carøe og Stan & Jonas Rotne.

Hvad: The C.U.P. Take-Over and releaseparty
Hvor: Culture Box, Kronprinsessegade 54a, Kbh. K
Hvornår: Lørdag fra kl. 23
Hvordan: https://www.facebook.com/events/869564536464660/


Mere vildskab i Paradis
Festmagerne fra Allez er tilbage fra sommerferie og holder deres største fest nogensinde lørdag: Først en dobbeltkoncert på Voxhall med When Saints Go Machine og Astronaut - derefter fest på Cafe Paradis med et dj-sæt fra Kenton Slash Demon - samt aarhusianske She. Blaa Roeg og Signe Høi står også bag pulten. Det er Allez-holdets fjerde fest og første koncert - og de lover røgmaskiner, diskokugler, konfetti og vilde visuals fra en fransk grafiker og den parisiske undergrund. Efterfesten er gratis, Voxhall koster 170 kr. Link til koncerten på Voxhall her.

Hvad: Allez #4 - med Kenton Slash Demon og Shee
Hvor: Cafe Paradis (og Voxhall)
Hvornår: Lørdag 29. august 20 til 05
Hvordan:  https://www.facebook.com/events/1620356801579381/

 

Plej dine tømmermænd her – med ny fest
Vi er SLET ikke færdige med at feste udendørs, og vi er heller ikke færdige med at feste om søndagen. Pumpehusets Byhave sørger i hvert fald for en blød landing og/eller en ny opstart med SkovdyrsHaven søndag fra klokken 14, hvor SkovDyr varmer op med et blødt sæt, efterfulgt af et utvivlsomt meget kærligt sæt fra Mashti & Jean von Baden, der vil sende dig kloden rundt på lydtur og lige i armene på Disfunctional Discos house/funk-sæt, som måske får de roséberusede til at danse lidt igen, inden SkovDyr vender tilbage med tilbagelænede beats i berliner-afterhours-stilen.

Der er bobler og fadøl som vanligt og Cocio, Mountain Dew og Bornholmersaft til dme, der lige skal have slået tømmermændene ud først. Og tryk lige play på Mashti og Jeans track lige her ovenover; det er godt. Og sugende vemodigt. Jeg ved ikke, hvad det gør ved jer, men det tænder min rejselyst og min rejsemelankoli på samme tid. Kunne sagtens forestille mig, at det er blevet til over et lignende blus.

Hvad: SkovDyrsHaven
Hvor: Pumpehusets Byhave, Studiestræde 52, Kbh. V.
Hvornår: Søndag fra kl. 14
Hvordan: https://www.facebook.com/events/1631506550468016/


ANNONCE