Nyhed

Tame Impala til Danmark

De psykedeliske australiere gæster landet til vinter

Den australske gruppe Tame Impala er i de senere år blevet nogle af bannerførerne for den neo-psykedeliske pop-rock. Nu giver de koncert i Falconer Salen onsdag den 3. februar.

Frontmand Kevin Parker og Co. debuterede i 2010 med "Innerspeaker", inden gennembruddet fulgte i 2012 med albummet "Lonerism", der fik imponerende anmeldelser verden over.

Året efter gæstede gruppen Store Vega og gav en koncert, som GAFFA kaldte "perfekt, sjov og livsbekræftende". Bandet er nu aktuelt med deres tredje album, "Currents", der udkom i juli, atter til fremragende anmeldelser, og når de giver koncert i Falconer Salen, bliver det til deres hidtil største indendørs koncert herhjemme.

GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen tildelte albummet "Currents" fem stjerner og skrev blandt andet følgende: 


"At kalde Tame Impala for blot psych er blevet noget af en tilsnigelse, for der er ikke noget i nærheden af tilbageskuende 60'er-rock som det, vi hørte fra dem på hits som Elephant eller Feels Like We Only Go Backwards. Til gengæld finder man denne gang masser af spacet funk og nutidig r'n'b. For eksempel på Past Life med pitchet robot-vokal, den boblende The Moment eller The Less I Know The Better, der ville have taget kegler på Studio 54." Læs hele anmeldelsen her.

Forsalget begynder fredag den 4. september klokken 10 via GAFFA Live.

Varm op med gruppens seneste musikvideo, "Let it Happen":

ANNONCE