x

Fotoreportage: Se Velvet Volume før, under og efter Grim Fest-koncert

Fotoreportage: Se Velvet Volume før, under og efter Grim Fest-koncert

I begyndelsen af august gav den fremadstormende aarhusianske søster-rocktrio Velvet Volume koncert på Danmarks Grimmeste Festival i Aarhus. I den forbindelse tog fotograf Peter L. Nielsen en flot fotoserie af bandet før, under og efter koncerten, og du kan se alle billederne her.

Ved samme lejlighed gav trioen også et længere interview til GAFFA, og det bringer vi her igen:

Velvet Volume består af de to tvillingesøstre Naomi (bas, sang) og Noa (guitar, sang) på 18 år og deres lillesøster Nataja (ja, sådan staves det) på 16 år. Efternavnet er Lachmi, og de har ikke andre søskende, så alle tre søskende i familien spiller altså i band sammen.

Hvornår begyndte I at spille musik?

Naomi: – Vi har altid spillet musik, men seriøst i de sidste to år, hvor vi selv har skrevet musik. Vi startede stille og roligt med at spille klaver, da vi var fem-seks år, og senere fik Nataja et trommesæt af vores forældre – faktisk to, først et Fætter BR-sæt og senere et elektronisk trommesæt – og Noa fik en guitar og begyndte at spille klassisk guitar. Senere gik hun i gang med at spille rock, og så var det oplagt at danne et band, og så begyndte jeg at spille bas.

Spiller jeres forældre selv musik, når de sådan har hjulpet jer i gang med at spille?

Naomi: – Nej, det gør de ikke, men de er meget interesserede i musik og har inspireret os meget.

Hvordan synes I, I har udviklet jer i den tid, I har eksisteret?

Noa: – Vi har spillet rigtig mange koncerter, og vi bliver bedre gang for gang. Og vi bliver bedre og bedre til at skrive sange og tør tage flere og flere chancer, og vi bliver mere og mere sikre på os selv.

Hvad har været jeres karrieremæssige højdepunkter indtil nu?

Nataja: – Grim Fest 2013, som var vores første rigtige koncert, klokken 12 på Bonzai-scenen.

Noa: – Og så at spille med The Blue Van, tre koncerter om ugen samtidig med vores skole. Vi har aldrig haft så stramt et program. Her besøgte vi også nogle ret store spillesteder, for eksempel et udsolgt Lille Vega.

Noa: – Det var vildt fedt, at det var så intenst, og vi fik jo også lavet en sang sammen med The Blue Van "(Better Together", red.).

Nataja: – Vi har også spillet en gang i udlandet, i Hannover. Det var også ret vildt.

En stor fordel at begynde så tidligt

I er kommet langt på kort tid og i en ung alder. Øver I meget?

Naomi: – Ja, vi har to faste øvere om ugen, og så øver vi hver for sig derhjemme. Eller sammen, hvis vi vil, for vi bor alle sammen stadig hjemme. Vi startede i en meget ung alder, og det har været en stor fordel. Og det er en fordel, at vi er søskende og altid har kunnet spille sammen. Vi har været tre om den samme ting.

Jeg har hørt, at I er stort set selvlærte. Hvorfor egentlig det?

Noa: – Det er ikke noget, vi har tænkt så meget over, men jeg ville ikke have, at der var en, der skulle fortælle mig, hvordan jeg skulle spille guitar, jeg ville bare spille. Og vi begyndte bare at spille, da vi var meget unge, og det har været en kæmpe fordel. Også at vi har kunnet spille sammen hele tiden, vi tre. Jeg tror, vi ville have svært ved at spille sammen med andre.

Jeg behøver vist ikke at spørge om, hvad jeres forældre synes om, at I spiller musik, når de har foræret jer jeres instrumenter, men føler I et pres fra dem om at blive til noget ved musikken?

Nataja: – Nej, bestemt ikke, og når man er fem år, tænker man jo ikke over, hvad det at spille musik egentlig går ud på. Man spiller bare.

Noa: – Men de har virkelig bakket os op, og vores forældre kørte os også ud til vores første koncerter.

Hvem er I inspirerede af rent musikalsk?

Noa: – Vi er inspirerede af rockikoner som Jimi Hendrix, Lenny Kravitz og The Runaways,. Jimi og Lenny er megaseje, og The Runaways er jo nogle rigtige rock'n'roll-tøser. Det er det, vores forældre har lyttet til i vores opvækst, de har god smag. Vi har ikke så meget forstand på det, vores klassekammerater hører. De hører måske mest Rasmus Seebach, men fordi vi tre altid har været sammen, kan vi stå sammen om det, vi elsker.

Hvad synes jeres klassekammerater om jeres musik?

Nataja: – Der er mange, der ikke helt forstår, hvad vi har gang i, og der er også nogle af vores lærere, der griner, når vi siger, at vi vil være rockstjerner.

Noa: – Men der er også mange, der er gode til at bakke op om os, og de er meget åbne for vores idéer. Det giver os lyst til at fortsætte. 

Symbiotisk sangskrivning

Hvordan skriver I jeres sange?

Noa: – Vi jammer nede i vores øvelokale, Naomi eller jeg kan komme med et fedt riff, og så spiller vi det sammen. Vi taler ikke så meget sammen, for det er, som om vi ved, hvad der skal ske, og så har vi pludselig skrevet et nummer færdigt sammen. Det er en hel symbiose. Det kan tage lang tid, men det kan også tage få minutter.

Naomi: – Vi vil gerne prøve at gøre det mere interessant for hver gang, og vi er åbne for alle genrer inden for rocken, både punk, grunge og rock'n'roll.

Men der er jo kun tre instrumenter med. Det sætter vel sine begrænsninger?

Noami: – Men det kunne også være fedt at få koklokke eller tamburin med.

Noa: – Jeg har kun én pedal, vi har aldrig tænkt så meget over effektpedaler.

Naomi: – Vi tænkte ikke over, at der fandtes så mange pedaler, det var bare overdrive, vi dyrkede.

Noa: – Men det er jo noget, vi lærer hen ad vejen.

Hvordan opstår jeres tekster?

Noa: – Sangteksterne er meget bestemt af, hvordan musikken lyder, hvordan stemningen i musikken er.

Noa: – Vi opdager hele tiden nye bands, for eksempel Royal Blood. Det var der, jeg blev inspireret til at få min effektpedal på banen, så musikken kunne lyde tung og grungy.

I er tre unge kvinder, der spiller rock. Dermed adskiller I jer fra størstedelen af rockbands i ind- og udland. Hvad er jeres tanker om det?

Naomi: – Det, at vi er et kvindeband, er noget, vi bliver spurgt om konstant. Vi er ikke et feministband, men det er fedt, at der bliver kastet noget lys over, at kvinder også kan spille rock. Vi er godt klar over, at det kan bruges til at sælge musikken, men vi vil gerne have, at den skal sælge, fordi den er god, og ikke fordi vi er kvinder.

Nataja: – Det er ærgerligt, når folk siger, at musikken er sej, fordi den bliver spillet af piger. Vi kan bedre lide, når de bare siger, at den er sej.

Naomi: – Men det er fedt, når folk synes, vi er anderledes.

Hvad er deres fremtidsplaner med Velvet Volume – går I "all in" på det, eller har I en plan B?

Naomi: – Vi håber på, at det er det, vi skal leve af resten af vores liv. Vi vil snart udgive flere singler. På eget selskab, så vi kan bevare kontrollen. Vi har allerede indspillet nogle sange i Antfarm-studiet i Åbyhøj med Tue Madsen (mangeårig producer for især metalnavne som Mnemic, Hatesphere, Dawn of Demise med flere) som producer.

Noa: – Nu går vi jo i gymnasiet – Naomi og jeg er lige startet i 3. G., og Nataja er startet i 1. G., og det er slags plan B. Vi sørger for at have en studentereksamen at falde tilbage på.

Nataja: – Ja, nu skal gymnasiet lige overstås, men ellers gælder det bare om at komme ud og spille. Også gerne i udlandet.

Noa: – Det kunne være fedt at komme til Japan, Dizzy Mizz Lizzy var jo store i Japan.

Naomi: – Ja, og det var Runaways også.

Se billederne af Velvet Volume på Grim Fest – før, under og efter koncerten 

Se videoerne til gruppens nyligt udsendte to første singler, "I Think I Need You" og "Runnin' Wild":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA