x

Video: Freja er funky i forlystelsespark

Video: Freja er funky i forlystelsespark

Freja, som tidligere gik under sit fulde navn Freja Loeb, er nu klar med en musikvideo til sin seneste single, "Young Heart". Det anerkendte amerikanske magasin Nylon havde i aftes premiere på videoen.

"Young Heart blev skabt på et fire dag langt roadtrip til Italien her i sommeren '15. Fire piger i en propfyldt stationcar kørte fra de mest skumle moteller i Milano til det billedskønne Salò ved Gardasøen, hvor konceptet fulgte fire dogmer: En fast kameraposition, et nyt set hver dag, udelukkende skudt på location og opsatte performance skud i dokumentarstil. Idéen og konceptet var oprindeligt rodfæstet i interessen for det franske 'Cinema du Look' og den unge femme fatale fra firserne. En kvinde på kanten til at miste sin forstand, på én og samme tid forelsket og med hjertesorger, der jagter emotionel frihed – præcis som Freja gør i sangen", udtaler instruktøren Olivia Frølich om videoens koncept.

Freja siger selv om sangen: "Young Heart" blev skrevet i Stockholm sidste sommer. Det er en sang om at falde for én, man ved, man ikke burde falde for, eller én man ikke kan få. Det er en sang om at forsøge at kontrollere sine følelser og den frustration, der følger med, når man ikke ved, hvad man skal gøre."

Tilbage i 2011 storhittede sangerinden med sangene "Soft Blues" og "Never Stop Coming Back," og sidstnævnte var blandt de mest spillede numre i dansk radio i 2012. 

Siden har Freja været omkring en omgang lo-fi garage med ep'en W.O.M.B., men hun fokuserer nu mere på kernen af sin sangskrivning, og de nye sange er ligefremme med flair for hithooks og omkvæd. Ikke ulig en ung Madonna. 

"Young Heart" er en forløber for ep'en "White Magic Spells," der er i cyberspace den 9. oktober. Ep'en bliver en opfølger til debutalbummet "Odyssey" fra 2011.

 

Se videoen til "Young Heart" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA