Nyhed

R.E.M. til Donald Trump: – Go fuck yourself!

Bølgerne går højt på Twitter

Forleden brugte præsidentkandidat Donald Trump musik fra gruppen R.E.M i sin kampagne for de amerikanske republikanere, hvilket mildest talt misfornøjer den amerikanske, nu opløste rockgruppe, fortæller Rolling Stone. 

"Go fuck yourself – sørgelige, opmærksomhedskrævende, magthungrende små mænd", skrev frontmanden Michael Stipe via bassisten Mike Mills Twitter-profil.

 

Hele historien fandt sted i Washington, hvor flere modstandere af Obama var samlet for at diskutere den seneste atomaftale med Iran. Her medvirkede blandt andre Ted Cruz, Sarah Palin og Glenn Beck foruden Donald Trump. 

Da Trump trådte op på scenen, lød R.E.Ms "It's The End Of The World As We Know It" fra højtalerne. Kort efter skrev bassisten Mills på Twitter: "Personligt mener jeg, at den Orange Klovn vil gøre alt for at få opmærksomhed. Jeg hader at give det til ham".


Efter episoden skriver bandet, at deres musik ikke må bruges til politiske formål. Gruppen opfordrer til at se tingene fra et større perspektiv: "Fokusér på det store hele. Lad ikke et spil for galleriet få politikerne til at distrahere os fra det faktiske anliggende og den pågældende præsidentvalgskampagne". 

Trump har før brugt Neil Youngs "Rockin' In The Free World" i sin kampagne. En talsmand for Young fortalte, at Trump ikke har rettigheder til at anvende kunstnerens musik, og at Neil Young i øvrigt støtter den mulige demokratiske kandidat Bernie Sanders. Trump stoppede sin brug af Youngs musik – mon han stopper med brug af R.E.Ms?

ANNONCE