Saybia: – Vi udgiver vores andet debutalbum

Saybia: – Vi udgiver vores andet debutalbum

"No Sound From Outside", der udkommer 2. oktober, er ifølge Saybia selv deres anden debutplade. Efter otte års pause og Søren Huss' succes som solist, har bandet nu en renæssance – som de afklarede voksne mænd, de nu engang er blevet, siden sidst vi hørte fra dem.

Det bliver efter eget udsagn et album, der bygger på omhu og eftertanke. Noget som Søren Huss altid har været dygtig til, og i løbet af hans meget roste solokarriere er han kun vokset endnu mere med opgaven. Temaerne på den nye plade er stadig almengyldige emner, men de er også blevet mere voksne. Det forklarer Søren Huss i en pressemeddelelse. 

"Jeg har taget udgangspunkt i de mennesker, der er tæt på mig. Der er en klump af sange, som kredser om at være i slut-30'erne og start-40'erne. Det er jo et punkt i livet, hvor du kan se lige så meget frem, som du kan se tilbage. Der er mange rutiner, og du har gået ad de samme veje mange gange, så hvordan kommer du videre derfra? Hvad med parforholdet, hvis den ene er stagneret, eller blot tilfreds med at være, hvor vedkommende er, og den anden ønsker at udvikle sig? Det er sådan set bare universelle temaer om identitet og relationer, men jeg synes, de er tydelige i netop disse år af ens liv." 

Pladen er kommet til verden, efter at sanger og sangskriver Søren Huss og bassist Jeppe Langebek Knudsen mødtes en tirsdag aften i gruppens gamle øvelokale for at se, om der stadig var en fælles kreativ kilde. Succesen blev gentaget tirsdagen efter, og tirsdagen efter dén, og snart havde trommeslager Palle Sørensen og keyboardspiller Jess Jensen sluttet sig til selskabet. 

Tanken var bare at spille, men efter syv-otte måneder stod det genforenede band med et materiale, som gav dem lyst til at lave et album. Det førte dem til Los Angeles, hvor de indspillede albummet i de legendariske Ocean Way-studier i Los Angeles, hvor kunstnere lige fra Frank Sintatra til Radiohead har indspillet. 

Huss understregede under en anmelderrost koncert med bandet i 2012, at bandet "har ikke på noget tidspunkt været stoppet som band, og det her er ikke en afskedskoncert. Der var nogle år, hvor vi lige skulle væk fra hinanden, men når vi får lyst til det, kommer der en plade, og så vil vi meget gerne komme og spille den." Den tid er nu endelig kommet.

Gruppens kommende turné er ud som følger: 

Sø. 22. nov. 2015:           Aarhus, Musikhuset Aarhus, Store Sal
On. 25. nov.2015:            København, DR Koncerthuset, Koncertsalen – UDSOLGT
To. 26. nov. 2015:           Odense, Magasinet – FÅ BILLETTER
Fr. 27. nov. 2015:            Aalborg, Musikkens Hus,Koncertsalen
 
To. 3. mar. 2016:            Helsingør, Kulturværftet
Fr. 4. mar. 2016:             Greve, Portalen
Lø. 5. mar. 2016:            Kolding, Godset
Fr. 18. mar. 2016:           Esbjerg, Tobakken
Lø. 19. mar. 2016:          Herning, Fermaten

Find billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider.

Tidligere på sommeren offentliggjorde bandet en samling smagsprøver fra det kommende album, som du kan høre herunder. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA