x

Reklameband bandlyses på BBC

Reklameband bandlyses på BBC

Singlen "Style, Attract, Play" er blevet spillet af både Judge Jules og Annie Nightingale på BBCs Radio One, men det kommer ikke til at ske igen, efter at det har vist sig, at bandet er skabt af reklamebureauet Saatchi & Saatchi.

Sangtitlen er nemlig det samme som sloganet for en ny kampagne lanceret af hårprodukt-firmaet Shockwaves, og det viser sig, at gruppen var skabt af reklamebureauet til at skabe singler af denne type til andre kunder.

En talsmand for Radio One fortæller, at singlen blev præsenteret for dem som normalt via de normale promotion kanaler, og at de ikke havde været bekendt med, at den fungerede som reklame for hårprodukter.

Hvem Shocka er i denne sammenhæng er uvist, men Honeyshot er en pigegruppe, der er sammensat af firmaet GUM (der er et datterselskab til Saatchi & Saatchi) for specifikt at blive hyret til at fremføre denne type reklamesange.

Singlen er udgivet af GUMs eget pladeselskab, og da sangtitlen er nøjagtig det samme som kampagnesloganet, burde ti-øren måske være faldet inden da. Men nu er der i hvert fald blevet lukket ned, og Shockwaves får altså ikke mere gratis reklame på landsdækkende engelsk radio.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA