Nyhed

Nirvana-bassist: Kurt skulle være blevet munk

Krist Novoselic har i et interview lukket op om Cobains sidste, problemfyldte dage

Konspirationsteorierne om Kurt Cobains selvmord får momentvis nyt liv for tiden efter den store succes med dokumentaren "Montage of Heck". Nu fortæller Nirvanas bassist, Krist Novoselic, om Cobains sidste dage til Spin, og måske det lægger en dæmper på nogle af de vilde historier om, at Cobain skulle være blevet myrdet.

I interviewet fortæller Novoselic om sin bekymringer for Cobains stofmisbrug og det følelsesmæssige kaos efter selvmordsforsøget i Rom.

"Han var ude af sig selv på heroin," fortæller Novoselic. "Jeg husker at se ham i de der sidste dage, og han var helt blæst. Og så tænkte han tydeligvis ikke klart, da han gjorde det [begik selvmord]."


"Og efter Rom, hvor han prøvede at slå sig selv ihjel i Rom, og han var virkelig mærkelig efter det. Ligesom bare stille og sådan, det skulle han ikke have gjort, men han gjorde det. Du ved, det var ligesom bare forfærdeligt. Folk gør det. Jeg var hjerteknust, da det skete. Det var forfærdligt."

Havde Kurt Cobain levet, er Novoselic ikke i tvivl om, hvad fremtiden skulle have budt den plagede musiker: "Jeg ville ønske, at Kurt havde levet, og han var blevet munk et eller andet sted. Han kunne være blevet en stor maler. Han kunne være blevet en stor skulptør. Han var så talentfuld en kunstner. Han kunne have gjort, hvad end han havde lyst til. Det var ikke nødvendigt for ham at ende sådan."

Til de danskere, der ikke har haft fornøjelsen af at se "Montage of Heck" endnu, kommer muligheden 6. november, hvor filmen udkommer på dvd. Det er samtidig også den dag, soundtracket bag filmen bliver udgivet, hvor fans af Kurt Cobain får ekstraordinær mulighed for at dykke ned i musikken fra filmen og en række ukendte solo-optagelser foretaget af Cobain selv. 

GAFFAs anmelder Henrik Tuxen var begejstret for filmen "Montage of Heck", som han tildelte fem stjerner og blandet andet skrev følgende om: "Brett Morgens over to timer lange dokumentarfilm om Kurt Cobain har sin absolutte styrke i sin adgang til eksklusivt materiale. Han må have sweet-talked såvel Kurts biologiske familie som enken Courtney Love godt og grundigt, for sjældent har man set en dokumentarfilm om et afdødt ikon, hvor der over 20 år senere dukker så mange stærke og personlige filmoptagelser frem."


ANNONCE