Nyhed

Ungdomshuset genhuses på Rust

Ånden og musikken fra "Ungeren" genopstår hver søndag på det københavnske spillested Rust

Hvad man end måtte mene om Ungdomshuset og dets brugere, er det et faktum, at hovedstaden med nedrivningen af Jagtvej 69 er blevet en musikscene fattigere.

Selvom Ungdomshuset er styrtet i grus, forsøger en kreds omkring huset nu at genoplive og videreføre de musikalske aktiviteter, som Jagtvej 69 var rammen om.

Det er spillestedet Rust, som åbner dørene for de hjemløse ungdomshus-brugere, som indebærer, at de får lov til at bruge det populære spillested én søndag hver måned.


Det tilbagevendende arrangement hedder "Black Sunday" og det er arrangørerne selv, altså eks-brugerne af Ungdomshuset, som står for programlægningen og afviklingen af koncerterne.

Musikalsk vil hovedvægten ikke overraskende blive lagt på at præsentere lokale punkbands. Men der arbejdes på med tiden at kunne tilbyde større og mere kendte navne.

Startskuddet for "Black Sunday" lyder søndag den 13. maj kl. 21, hvor punkbands som Ripping Headache, Ukrudt, Death Tone og Cola Freaks sætter gang i festen.


Entréen er 35 kroner, og i baren kan man købe øl og shots - til ungdomshus-priser - naturligvis.

ANNONCE