x

Vega-aktuelle The Prettiots: Brev til terapeut blev til stærk sang

Vega-aktuelle The Prettiots: Brev til terapeut blev til stærk sang

Den 20. oktober åbner Vega dørene for ny koncertaften, Vegas New Crush. En aften tilegnet otte internationale navne, som ifølge Vega kommer til at præge radioerne, bloggere og koncertplakaterne i og uden for Danmark: Groves, Tenterhook, C Duncan, Beaty Heart, The Prettiots og JONES samt de netop offentliggjorte Fraser A. Gorman og Is Tropical.

Vega har i samarbejde med koncertarrangøren Beatbox Entertainment skabt denne aften, hvor spirende navne får lov at vise sig frem. Vegas New Crush er en international pendant til Vegas Udvalgte, som tidligere har præsenteret navne som MØ, Sekuoia, Karl Williams og Rangleklods. Aftenen kommer derfor til at præsentere nye navne, som du bør holde øje med fremover.

Vegas booker Lene Vive Kristoffersen uddyber New Crush-konceptet:

"Vega har en høj stjerne i de internationale musikkredse, hvilket vi er utroligt stolte af. Over halvdelen af vores program er præget af udenlandske kunstnere. Lige så interessant det er for os som spillested at præsentere de nye acts fra udlandet, lige så betydningsfuldt er det for mange internationale kunstnere at ramme Vega på deres første tour. For at skabe mere opmærksomhed omkring de nye stjerner-på-vej har vi i samarbejde med Beatbox Entertainment skabt koncertrækken Vegas New Crush, hvor vi præsenterer en lille række, helt særligt udvalgte, nye og skarpe internationale kunstnere. Det giver dig som musikentusiast mulighed for at opleve dine nye ynglingskunstnere allerede første gang, de er på tour."

Køb billetter via GAFFA Plus

GAFFA præsenterer i den kommende tid de otte navne og fortsætter med New York-trioen The Prettiots:

The Prettiots 

Hvilken slags musikalsk projekt er The Prettiots?
– Øh, jeg (sangerinde Kay Kasparhauser, red.) tror, vi har kaldt det indiepop/antifolk? Det er dog mest bare for sjov.

Hvis I skulle vælge én sang, der ville give et godt indtryk af jeres lyd, hvilken sang ville I så vælge, og hvad er historien bag denne sang?
– "Suicide Hotline". Jeg skrev teksten som et brev til min terapeut, og Lulu og jeg skrev musikken sammen i studiet på en dag.

Hvilket kendt album eller kunstner har været en inspiration for jeres musik? 
– Jeg var helt sikkert meget inspireret af The Blows album "Paper Television" da jeg gik i gymnasiet. Jeg tror, at rigtig meget af det er at spore på vores nye album, det håber jeg i hvert fald.

Hvad er jeres planer for 2015?
– Vi er på turné i oktober og november, og vores første album i fuld længde udkommer i januar.

Har I planer om at se nogle af de andre kunstnere, der skal spille til Vegas New Crush sammen med jer? Lineup er indtil videre Tenterhook, Jones, Beaty Heart, The Prettiots, C Duncan og Groves.
– Helt sikkert, vi er spændt på at se dem allesammen!

Hør The Prettiots på Soundcloud: https://soundcloud.com/the-prettiots 

Se videoen til "Boys (I Dated in High School)":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA