x

Davenport – Big in Norway?

Davenport – Big in Norway?

Når Davenport midt i maj pakker tourbussen med udstyr og sætter kursen mod Norge, kan det meget vel være starten på en musikalsk romance mellem Slagelse-bandet og broderfolket.

Med planlagt live-optræden på TV2 Norge, stor showcase i Oslo og en række koncerter rundt omkring i landet får Davenport en kærkommen mulighed for at bryde igennem i landet mod nord. De norske aktiviteter kommer på foranledning af udgivelsen af gruppens debutalbum "Slow Town", som lander i de norske pladebutikker den 14. maj.

Desuden er det planen, at "Slow Town" skal udkomme i Sverige i løbet af sommeren. Og apropos Sverige: debutalbummet er indspillet i Decibel Studios i Stockholm, og produceret af den svenske singer/songwriter Nicolai Dunger.

Davenport bevæger sig musikalsk i terrænet mellem keltisk folk, traditionsbevidst americana og countryrock. GAFFAs anmelder Finn P. Madsen var moderat begejstret for debutpladen, som fik dette skudsmål:

"Davenport formår på "Slow Town" at rejse sig fra mulden, fordi håndværket er gennemarbejdet og yderst solidt, men næste gang skal der nok spejdes lidt mere efter personligheden ude i horisonten".

Davenport på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA