Nyhed

Konference om musikbranchen på Spot

På åbningsdagen for årets Spot Festival afholdes en international konference om musikbranchens aktuelle tilstand og fremtid

Den 31. maj – på åbningsdagen for årets Spot Festival – afholdes en international konference om musikbranchens aktuelle tilstand og fremtid. Konferencen, der har fået overskriften "Knock Knock - The Future of Music" arrangeres i et samarbejde mellem Innovation Lab og ROSA (Dansk Rock Samråd).

Emnet for konferencen er musikbranchens fremtid og aktuelle tilstand, og spørgsmålene, som konferencens deltagere skal drøfte og forsøge at besvare, er blandt andet, hvordan pladeselskaber, forlæggere, distributører, musikere, reklamebureauer, mobilselskaber og teknologiudbydere vil satse for at markere sig på det digitale musikmarked.

Andre spørgsmål er hvilke nye forretningsområder, der vil opstå som følge af mødet mellem nye teknologier og musik, samt hvilke produkter, platforme, partnerskaber og forbrugermønstre der vil blive drivkraften bag musik i fremtiden. Til at hjælpe med at besvare alle disse spørgmål står 10 internationale talere klar backstage, og alle vil de give deres bud på, hvordan man agerer på branchens konstant foranderlige scene.


Musikindustrien er et eksempel på, hvad der sker, når teknologien pludselig dikterer og påfører en branche gennemgribende omvætningsprocesser og omvæltninger. De seneste ti års historie vidner om, at det ikke er nok for en branche at holde øje med den teknologiske udvikling – det er et must for enhver virksomhed og branche at være på forkant med udviklingen.

Innovation Labs medstifter, Mads Thimmer, siger om konferencen: "Med denne konference ønsker vi at sætte en positiv og konstruktiv dagsorden med en helt central holdningsændring – imod at se de teknologiske udviklinger som nye muligheder i stedet for udfordringer – og inviterer indenfor til en konference, hvor du kan se, hvad man rent faktisk kan gøre, og hvad man for enhver pris skal afholde sig fra at gøre i mødet med den nye teknologi".

I forbindelse med konferencen udstilles en række eksempler på ny teknologi og ændrede forretningsmodeller på festivalområdet.


Konferencen er henvendt til branchefolk fra hele verden og kræver deltagerbetaling.

Konferencen finder sted den 31. maj kl.10-16.30 i Musikhuset Aarhus.


Læs om konferencen på Innovationlab

ANNONCE