Nyhed

Hun bliver stor i 2016: Jones er slet ikke så anonym som navnet

Vi har talt med den engelske soul-pop-elektro-sangerinde, som kan opleves i Vega i oktober

Den 20. oktober åbner Vega dørene for ny koncertaften, Vegas New Crush. En aften tilegnet otte internationale navne, som ifølge Vega kommer til at præge radioerne, bloggere og koncertplakaterne i og uden for Danmark: Groves, Tenterhook, C Duncan, Beaty Heart, The Prettiots, JONES, Fraser A. Gorman og Is Tropical.

Vega har i samarbejde med koncertarrangøren Beatbox Entertainment skabt denne aften, hvor spirende navne får lov at vise sig frem. Vegas New Crush er en international pendant til Vegas Udvalgte, som tidligere har præsenteret navne som MØ, Sekuoia, Karl Williams og Rangleklods. Aftenen kommer derfor til at præsentere nye navne, som du bør holde øje med fremover.

Vegas booker Lene Vive Kristoffersen uddyber New Crush-konceptet:


"Vega har en høj stjerne i de internationale musikkredse, hvilket vi er utroligt stolte af. Over halvdelen af vores program er præget af udenlandske kunstnere. Lige så interessant det er for os som spillested at præsentere de nye acts fra udlandet, lige så betydningsfuldt er det for mange internationale kunstnere at ramme Vega på deres første tour. For at skabe mere opmærksomhed omkring de nye stjerner-på-vej har vi i samarbejde med Beatbox Entertainment skabt koncertrækken Vegas New Crush, hvor vi præsenterer en lille række, helt særligt udvalgte, nye og skarpe internationale kunstnere. Det giver dig som musikentusiast mulighed for at opleve dine nye ynglingskunstnere allerede første gang, de er på tour."

Køb billetter via GAFFA Plus

GAFFA præsenterer i den kommende tid de otte navne og fortsætter med den engelske soul-elektro-popsangerinde Jones: 


Jones

Hvilken slags musikalsk projekt er Jones?
– Jones er mig og måden, jeg ser verden på, en observatør, der dokumenterer mine oplevelser som set gennem mine øjne. Påvirket af soul, pop, tidløse klassikere og elektronisk musik.

Hvis du skulle vælge én sang der ville give et godt indtryk af din lyd, hvilken sang ville du så vælge og hvad er historien bag denne sang?


– Det er evigt foranderligt, fordi nye idealer altid bliver formet, men lige nu vil jeg sige sangen "Out Of This World". Sangen kom af et vokal-loop, jeg indspillede sammen med en producer. På det tidspunkt brugte jeg meget vokaldroner som udgangspunkt for sange. Sangen handler om at ville flygte fra hverdagens ensformighed og at ville stræbe efter en bedre og mere fri livsform, om at følge drømme og ikke at være bange.

Hvilket kendt album eller kunstner har været en inspiration for din musik? 

– Jeg er stor fan af Lykke Li, jeg føler mig altid inspireret af hendes sangskrivning og følelse, der hældes ud i hver eneste sang. Mine favoritter er "Little Bit", "Youth Knows No Pain", "I Never Learn" og "Silverline".


Hvad er dine planer for 2015?

– Resten af året vil jeg fokusere på at skrive til mit album og få mit liveshow op at stå. Indtil nu har jeg spillet akustiske sæt med en guitarist, men jeg ser frem til at opbygge et helt band. Jeg har nogle sange, jeg virkelig elsker indtil videre, og jeg vil gerne fokusere på at finjustere lyden og binde det hele sammen.

Har du planer om at se nogle af de andre kunstnere, der skal spille til Vegas New Crush sammen med dig? 


– Ja, jeg regner med at blive hængende og se de andre kunstnere, der spiller, afhængigt af hvornår mit fly til London afgår.

Facebook: https://www.facebook.com/jones?fref=ts  

Hør "Indulge":

ANNONCE