Nyhed

Lyt: Dúné udgiver ny hiphop-inspireret single

Bandet er tilbage efter to års stilhed

Efter to års stilhed er Dúné klar med en ny single, "Trying To Get To You", der definerer et nyt Dúné med en ny legesyg lyd. Singlen udkommer i dag. Hør den nedenfor.

"Rockmusikken er vores gamle ven, men vi synes, han er groet fast og har brug for nye input og frisk blod. Vi vil hjælpe vores gamle ven. Med vores fødder dybt forankret i rockmusikkens univers har vi ladet os kraftigt inspirere af specielt hiphop og urban og naturligvis electronica, der altid har været en vigtig hjørnesten i Dúnés lyd", forklarer Ole Bjørn.

Dúnés kommende plade har et interessant benspænd. Bandet har nemlig valgt ikke at bruge guitar overhovedet, med undtagelse af et enkelt wildcard, som er at finde på førstesinglen "Trying To Get To You", hvor bandets liveguitarist Mikkel Balle Poulsen spiller en guitarsolo. Dette benspænd har bandet valgt for at skabe nye kreative rammer for deres musik.


"'Trying To Get To You' er en fantastisk præsentation af Dúnés nye lyd. Sangen er dybt forankret i rockmusik med en kompromisløs vilje til stærke hooks og melodi, men bærer tydeligt præg af at være stærkt inspireret af specielt hip-hop. Det er lyden af Iggy Pop og Diplo til en N.E.R.D koncert, hvor Depeche Mode og A-ha deler en øl i baren", forklarer Mattias Kolstrup.

Da Dúné udgav deres første album i 2007, var de syv medlemmer i bandet, men de er nu nede på tre, Mattias Kolstrup, Ole Bjørn og Piotrek Wasilewski. Gruppen arbejder for tiden på sit fjerde album.


ANNONCE