Nyhed

Muse til Danmark

Stadionrockerne giver indendørs koncert til sommer

Muse har netop oplyst, at de giver koncert i Forum 8. juni 2016. Stadionrockerne holder altså koncert inden døre.

Fredag den 11. september annoncerede Muse den første række af lande, som de besøger på deres verdensturné med deres anmelderroste nyeste album, "Drones", i bagagen. Nu tilføjer de flere lande, herunder Danmark.

På "The Drones World Tour" vil man for første gang opleve bandet optræde i midten af salen til en sand 360 graders audio/visuel oplevelse.

Muse har udgivet syv studiealbum fra og med debuten i 1999 og har solgt mere end 17 millioner albums verden over. "Drones" toppede i juni måned hitlisten i Storbritannien i to uger, samtidig med at albummet også nåede førstepladsen i USA, hvilket er første gang for bandet. Albummet nåede nummer 1-positionen i ikke mindre end 23 lande, deriblandt Danmark.


Muse gav senest koncert i Danmark på Roskilde Festival 2015, hvor GAFFAs Kristoffer Veirum dog kun uddelte tre stjerner under overskriften "Angsten for Big Brother udeblev". Læs hele anmeldelsen her.

Anderledes positiv var GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen, der kort forinden tildelte albummet "Drones" fem stjerner med overskriften "Paranoia for fuld og fremragende udblæsning". Læs hele anmeldelsen her.

Billetsalget til koncerten begynder mandag den 28. september kl. 09.00 via Billetnet.


Varm op med "Madness" med Muse live i Rom, juli 2013:

ANNONCE