Nyhed

DQ ikke i Grand Prix-finalen

Danmark er ikke repræsenteret i Melodi Grand Prix-finalen på lørdag

Når DR på lørdag blænder op for Melodi Grand Prix-finalen, bliver det uden dansk deltagelse. I går måtte DQ og sangen "Drama Queen" se sig slået af lande primært fra Østeuropa, der på lørdag skal dyste i en finale med repræsentanter fra i alt 28 lande.

En skuffet DQ (aka Peter Andersen) sagde efterfølgende til Ekstra Bladet:

"Men det var det, jeg sagde på forhånd: Alt kan ske i Melodi Grand Prix. Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske, det er umuligt at spå om".


Helt så diplomatisk var den islandske Grand Prix-veteran Eirikkur Hauksson ikke, da han blev bedt af Ekstra Bladet om at kommentere den store overvægt af østeuropæiske lande, der gik videre på bekostning af lande som Østrig, Holland, Schweiz, Belgien og altså også Danmark.

"På en måde er jeg glad for, at det var sådan et klart signal: Det er nu tydeligt, at det her er en østeuropæisk konkurrence, og vi andre ikke har en chance".

En tydeligt bitter Hauksson, der selv har deltaget i konkurrencen fire gange, udbrød afsluttende:


"Jeg vil aldrig se det igen!"

Skulle man være blandt dem, der trods mangel på et dansk islæt alligevel gerne vil se showet, så vises det på DR på lørdag klokken 21:00.

ANNONCE