x

Copenhell flytter datoer

Copenhell flytter datoer

Metalfestivalen Copenhell oplyser, at den bliver udskudt en uge, og næste års festival finder derfor først sted den torsdag den 23., fredag den 24. og lørdag den 25. juni 2016.

Flytningen skyldes en kombination af vejret og hensyntagen til musikudbuddet og konkurrencen med andre festivaler, fortæller festivalen på sin hjemmeside:

"Vi har rådført os med en række førende vejreksperter, da vi på tidligere festivaler har oplevet lige vel mange regnbyger. Deres analyser af vejrtendenser og klimadata fortæller, at det bliver hamrende godt vejr til musik og fadøl i lige netop dén weekend til næste år," skriver festivalen optimistisk og fortsætter:

"Derudover er en af de vigtigste grunde til, at festivalen er blevet rykket en uge, at vi allerede her tidligt i planlægningsfasen kan se, at bandtrafikken i dén weekend er væsentligt bedre end i den foregående. Vi valgte derfor ikke at holde fast i de datoer, vi ellers offentliggjorde historisk tidligt på dette års festival, da vi ønsker optimale muligheder for at skrue et fantastisk musikprogram sammen til Copenhells gæster i 2016."

Festivalen slutter sin melding således:

"Samtidig ved vi, at en del af vores publikum også besøger de andre musikfestivaler i Europa, og dem vil vi gerne imødekomme. Denne weekend har vi helt for os selv, hvilket giver alle rock- og metalfans mulighed for at nå det hele uden at skulle vælge noget fra."

Festivalen falder dog sammen med tidspunktet for Tinderbox Festival 2016, der også finder sted torsdag-lørdag den 23.-25. juni, men de to festivaler må siges at have ganske forskellige profiler. 

Billetsalget til Copenhell går i gang den 6. oktober klokken 10. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA