x

Danni Toma tager kampen op mod Seebach

Danni Toma tager kampen op mod Seebach

Rasmus Seebach har for vane at ligge tungt på de danske hitlister. Sidste år var han næsten ikke til at slå ud af Top 3. Det afskrækker dog ikke den dansk/palæstinensiske rapper Danni Toma, der har i sinde at tage kampen op mod pop-charmøren ved at udgive sit nye album, "Grå", den 6. november. Præcis samme dag som Seebach slipper sit nye album løs.

Det afskrækker dog ikke Danni Toma, da det ved et tilfælde ikke er første gang, at han har taget plade-dysten op mod Seebach. Han har dog fuld tiltro til sit kommende udspil, som han har indspillet over sommeren 2015 i et varmt studie på Amager med sin mange-årige ven og producer, Noodle.

Genrer er blevet bøjet, brækket og sat sammen igen – tekster spyttet, sunget, nynnet, stønnet. Der er for alvor lagt op til at blive gjort op med genre-konventionerne. Og ikke mindst, fortiden:

"Vi påbegyndte arbejdet på "Grå", umiddelbart efter at "Kvinde" blev udgivet. I den tid var jeg ikke et særligt godt sted personligt. Et brud efter otte år med den samme kæreste sætter dybe spor. Sangene startede med at komme fra digte, jeg havde skrevet i perioden, hvor vi gik fra hinanden. Noodle lavede musik til digtene, som vi senere videreudviklede og lavede til sange. Da mit personlige liv begyndte at blive mere positivt, blev sangene det ligeså. Det afspejler sig også i albummets trackliste, som starter meget mørkt, og slutter meget positivt. Faktisk meget opløftende," siger Danni Toma

"Kvinde" modtog tre stjerner af GAFFAs Maria Therese Seefeldt Stæhr. Hun skrev blandt andet: "Der, hvor albummet udmærker sig, er på den musikalske side. Sammen med produceren Noodle har Toma skabt et univers stærkt inspireret af blandt andre Tricky og The xx – blandet med blues/soul fra den gamle skole. Især den sensuelle soul-tilgang er et godt match til de følelsesladede tekster." 

Til november drager Danni Toma på turné, og du kan se den samlede turnéplan her:

LIVE TOUR 2015 (Med Lord Siva):

20. november - KØBENHAVN, VEGA.
21. november - KOLDING, PITSTOP.
27. november - SLAGELSE, BADEANSTALTEN.
28. november - ROSKILDE, GIMLE.
04. december - AALBORG, STUDENTERHUSET.
05. december – ESBJERG, HUSET
10. december - FREDERICIA, UNGDOMMENS HUS.
11. december - VEJLE, BYGNINGEN.
12. december - VORDINGBORG, STARS.
18. december - AARHUS, ATLAS.
19. december - ODENSE, POSTEN.

Du kan høre førstesinglen "Alle Her Er Lykkelige" her:

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA