Seniorrockerne ruller stadig lystigt derudad
The Rolling Stones har efterhånden 42 år på bagen, men deres publikumsappeal synes i disse dage at være alt andet end svækket, og således tordner de aldrende rockere med albummet "A Bigger Bang" direkte ind på denne uges førsteplads på den officielle danske albumhitliste.
De levende legender med en ukuelig 62-årig Mick Jagger i front har således skubbet den britiske debutant og tidligere NATO-officer, James Blunt, ned fra tronen, som han ellers har siddet solidt på de seneste tre uger med albummet ”Back To Bedlam”.
På denne uges tredjeplads finde vi endnu en veteran, som altså også er gået direkte ind i top-3. Der er her tale om vores egen Lis Sørensen, der med sin seneste latino-inspirerede udgivelse, der bærer den suggestive titel ”Con Amor”, endnu en gang har bevist sin bæredygtighed på øjeblikkets teenagedominerede musikmarked.
Herudover har der ikke været de store forrykninger på ugens liste, men vi kan da afslutningsvis tilføje, at Kitty Wu er debuteret på listen på en 34.-plads med deres tredje album ”Knives And Daggers”.