Nyhed

Liima er klar med OL-aktuel politisk musikvideo

Den danske gruppe sætter fokus på bagsiden af politik og sport sammen

Året er 1980, og olympiaden, der skal finde sted i Moskva er så præget af politisk uenighed mellem de deltagende lande, at over 61 nationer vælger at boykotte legene. Denne begivenhed og det skæbnesvangre valg, som nationerne tog, sætter det danske band Liima fokus på i en film, der udvisker grænserne mellem musikvideo og dokumentar, til deres nye sang "Russians".

OL havde aldrig oplevet et boykot af det omfang før, og filmen sætter fokus på de atleter, der fik frarøvet deres olympiske drøm. Filmen viser blandt andet en tydelig rørt Michael Wessing – 1980-guldfavoritten i spydkast – fortælle om hændelserne, der i stedet for en medalje kostede ham hans livslange drøm og markerede slutningen på hans karriere.  

De Olympiske Lege begynder i dag i Rio de Janeiro, og kontroverser har ikke været en mangelvare i år. Rusland har stået til diskvalifikation grundet beskyldninger om stats-sponsoreret doping, og samtidig er der blevet stillet spørgsmålstegn ved Brasiliens infrastruktur og drikkevand, ligesom der har været luftet bekymringer omkring den mulige spredning af Zika Virus – alt dette i kølvandet på politisk ustabilitet, der fik landets præsident Dilma Rousseff til at gå af efter en større korruptionsskandale.


Videoens bagmænd Jonas Bang og M.I.L.K. udtaler følgende om videoen:

"I vores verden er de olympiske lege en fredsbevægelse, et sted hvor nationer kan konkurrerer igennem sport i stedet for krig og politik. Men som tilfældet var i 1980 har politik det med at forplumre gode intentioner, og med de kommende olympiske lege i Rio, hvor de russiske atleter risikerer udelukkelse på grund af et dopingsystem organiseret af staten, følte vi, at tiden var rigtig til en reminder om de rene OL-værdier, samt hvilke konsekvenser, det har for atleterne når politik blander sig i legene."

Se den stemningsfulde film til "Russians" nedenfor. Videoen er skabt i samarbejde med Prxjects by Mercedes-Benz.


ANNONCE