Nyhed

Bork Festival offentliggør 21 nye bands og solister

GAFFA.dk - alt om musik

Bork Festival finder sted fra onsdag den 3. august til og med lørdag den 6. august.

Festivalen, som finder sted ved Bork Havn mellem Tarm og Nørre Nebel ved sydenden af Ringkøbing, er klar med 21 nye navne til det foreløbige lineup. Blandt de nye navne er Malte Ebert, Poul Krebs, Jonah Blacksmith, Clara og Kesi.

Malte Ebert slog igennem som Gulddreng i 2016, men han siden 2018 optrådt under sit borgerlige navn. Når han kommer til Bork Festival, bliver det med en sætliste, som indeholder både nyt og gammelt.


Sommeren 2022 markerer Poul Krebs’ sidste festivaltour. Han har med sange som “Sådan nogen som os”, “Hør suset” og “Sange til natten” cementeret sig som en af Danmarks mest folkekære musikere.

Det syv mand store orkester fra Thy, Jonah Blacksmith er på hjemmebane, når de optræder på Bork Festivals scene med Vesterhavet som bagtæppe. Deres seneste single, “House on Fire”, har allerede over en million streams på Spotify.

Clara albumdebuterede i 2018 med pladen August Eighteen og har siden udgivet singlen “Growing Up Sucks” i 2020. Hun har to sange på KODAs liste over mest indtjenende sange, og når hun besøger Bork Havn, er det muligvis med et nyt album på gaden – hun arbejder i hvert fald på ét.


Det bliver et glædeligt gensyn, når Kesi vender tilbage til Bork Havn, hvor han sidst optrådte før pandemien i 2019. Kesi har med sange som “Jeg har ikke sovet i et år” og “Kom over” medvirket til udviklingen af dansk hiphop.

LÆS OGSÅ: Poul Krebs: Jeg har altid haft en rastløshed

Udover de ovennævnte nye navne kan man desuden forvente Jimilian, Kalaset, Fuld effekt, Blæst, Randers Cowboys, Futte Fynbo, Jonny Cola, Kasper Buch, Madam Blå & Poprockerne, Johnny Madsen Jam, Backhouse Symphony, Byens Hotel, The Powls, Mads & Simon, Metropol og Suckerpunch.


Se og følg festivalens lineup, som løbende opdateres, på deres hjemmeside, hvor billetter også er til salg. Halvdelen af billetterne er udsolgt, og fra og med den 22. april stiger billetpriserne.

ANNONCE